HAKI overdækker nybygning i Legoland

Når Legolands nyeste attraktion står klar til sommerens gæster, har HAKI leveret stillads til det omfattende byggeri. Overdækningen har givet ly og tørvejr til en arbejdsplads på 1.800 kvadratmeter med et frit spænd på hele 32 meter. Opbygningen er varetaget af Brunsgaard A/S i samarbejde med den tyske underleverandør Wolfgang Werner, der har været overrasket over, hvor enkelt det er at bygge store konstruktioner med HAKI 750 overdækning.

Overdækningsopgaven i Legoland gik ud på at overdække et areal på 1.800 kvadratmeter til bygningen af en ny attraktion. Det har krævet omkring 20 mand at opsætte stilladset, der med sit spænd på 32 meter er usædvanligt stort. Firmaet Brunsgaard A/S har haft opgaven og stået for opsætning og levering af stillads og for at hyre tysk mandskab til den usædvanlige opgave. Her var tale om en hasteopgave, og der gik ikke mere end en uge, fra ordren kom, til byggeriet var i gang. De store mængder HAKI-materiel, som overdækningen krævede, var en god lejlighed for Brunsgaard A/S til at købe nyt. Virksomheden har nemlig i længere tid overvejet at skifte til HAKI og havde allerede sidste år tre mand på kursus i Sverige hos HAKI. Da ordren på overdækningen i Legoland kom, skulle Brunsgaard A/S i løbet af få dage skaffe store mængder materiel fra HAKI – og det løste HAKI uden problemer. Brunsgaard A/S købte omkring halvdelen af stilladset og lejede resten af HAKI.

Op og ned i løbet af kun tre uger
Selve opsætningen af overdækningen har taget 700 mandetimer, og det skal stå i blot tre uger, mens Legoland bygger sin nye attraktion. Stilladset skal blandt andet beskytte opsætningen af en stor gummimembran.
Direktør og ejer af Brunsgaard A/S, Henrik Nielsen, siger:
”Det var en god lejlighed til at få købt nyt, og vi havde brug for et stillads, der kunne klare de 32 meters spænd – det har vi ikke været i stand til at levere tidligere. Det er gået helt efter planen, og HAKI 750 overdækningen har været god at arbejde med. Vi er gået til grænsen af, hvad konstruktionen ifølge specifikationerne kan spænde over, uden at det har givet problemer. Desuden har vi været glade for at samarbejde med vores tyske underleverandør Wolfgang Werner og hans medarbejdere om projektet.”

Begejstret for HAKI
Wolfgang Werners stilladsfirma har opgaver over hele Europa og beskæftiger op til 26 medarbejdere på byggepladserne. En af virksomhedens specialer er overdækninger til skibsværfter, og det bliver også til en del opgaver på arbejdspladser i Danmark. Det foregår typisk som underleverandør til danske virksomheder, der har for travlt til at kunne klare stilladsopsætninger selv.
Opgaven i Billund er Wolfgang Werners første med e HAKI 750 overdækning, og han er meget begejstret for systemet:
”Jeg så HAKIs stilladser og overdækninger for første gang i København sidste år, og nu har jeg endelig fået en mulighed for at arbejde med det. Det, som overrasker mig mest, er, hvor let det er. Vi er vant til at arbejde med noget meget tungt stilladsmateriel, og at arbejde med HAKI er helt anderledes. Jeg er også imponeret over de mange forskellige dele, som gør mange arbejdsopgaver nemmere og i det hele taget giver flere muligheder,” siger Wolfgang Werner.

Ingen problemer i hårdt vejr
Opsætningen af overdækningen i Legoland foregik uden problemer trods en hård storm. Det krævede blot en forankring af overdækningen med 50 tons ballast. Den eneste ulempe var, at mandskabet måtte tage en dag fri på den mest stormende dag, men selve stilladset klarede det voldsomme vejr.
Brunsgaard A/S har tidligere leveret en række overdækninger til blandt andre BaneDanmark. Virksomheden, som Henrik Nielsen har ejet siden 1983, beskæftiger 25-30 mand plus vikarer og er i Jylland førende på feltet for større overdækninger. Med det nye udstyr fra HAKI er Brunsgaard nu i stand til at tage imod endnu større ordrer og kan levere hurtigere.