Han skal overbevise den radikale hovedbestyrelse om, at det er rigtigt at love USA militær støtte i Irak.
Mens den radikale folketingsgruppe har ladet sig overbevise om, at der eksisterer et FN-mandat til krigshandlinger mod Irak, så er partiets bagland stadig ikke overbevist. Derfor er der lagt op til kritiske spørgsmål, når hovedbestyrelsen i weekenden mødes på Hotel Nyborg Strand.
“Han skal i weekenden overbevise os om, at der forelå et mandat fra FN, ellers vil der uden tvivl blive udtalt kritik,” fremfører Peter Hvid Jensen, der er amtsformand i Nordjylland.
Kan svække FN
Han og andre radikale græsrødder frygter, at en aktion uden om FN vil svække FN og sidste ende også forringe mulighederne for at udføre et effektivt angreb. En af skeptikerne er Poul Bennedsen fra Ribe, der i weekenden skal møde Niels Helveg Petersen: “Vi skal høre, om han har sikret sig, at beslutningen ikke ødelægger noget for FN.” Over hele landet er græsrødderne i det traditionelt pacifistiske parti bekymrede for, hvordan deres udenrigspolitik føres. Også på Fyn: “Det er en klar forudsætning, at en krigshandling med dansk støtte skal ske på et FN-mandat. Det har partiet vedtaget på et landsmøde. Det betyder, at der ikke må være tvivl om, hvorvidt der er et FN-mandat, når sådan en beslutning træffes,” siger amtsformand Kristian Grønbæk Andersen, der kalder Niels Helveg Petersens beslutning foruroligende.
Amtsformand i Sønderjylland J. P. Thestrup Jensen er enig: “Vi tager jo ikke rundt og holder krig her og der, det er ikke radikal tankegang. Men hvis det sker, skal FN være omdrejningspunktet, og det er der altså usikkerhed om i dette tilfælde.” Karenmarie Exsteen fra Bornholm: “Stemningen her er nok, at Niels Helveg var lidt for hurtig. Flere medlemmer, specielt ældre radikale, undrer sig, fordi det ikke lige var det, de troede var radikal politik.” Ingen af de 10 amtsformænd, Jyllands-Posten i går talte med, melder om udmeldinger af partiet, og i Ringkøbing amt bliver Helveg ligefrem bakket op.
Amtsformand Bodil Christensen siger: “Vi støtter vores udenrigsminister hundrede procent. Jeg har al mulig respekt for ham, og jeg synes, det er en rigtig beslutning, han har taget.”