Når Den Gamle By i Århus renoverer eller bygger nyt, så foregår det med stilladser fra HAKI. Den Gamle By har nogle helt særlige forpligtelser over for de historiske bygninger, som kræver skånsom behandling og det bedste håndværk.
I Den Gamle By i Århus foretages al renovering og vedligehold af bygningerne af museets eget håndværker-team. Det drejer sig om cirka 75 bygninger, som konstant overvåges og holdes i præcis samme stand, som dengang de blev bygget.
Stilladsopgaverne i Den Gamle By er meget forskellige, men som regel er der tale om mindre opgaver, hvor der ikke skal bygges særligt højt. En anden ting, som adskiller Den Gamle Bys stilladsbrug fra den typiske, er, at opgaverne ændrer sig fra gang til gang. Det betyder, at det kan være svært at afgøre, hvor lang tid et stillads skal bruges. Derfor er det en fordel for Den Gamle By at eje sine egne stilladser frem for at leje dem. På den måde løber udgifterne ikke løbsk.
Lav vægt og høj bæreevne
Siden 2004 har Den Gamle By valgt at satse på HAKI-stilladser, og det skyldes ikke mindst FSSH-søjlen. FSSH-søjlen kom på markedet i 2004, og den har givet HAKI et konkurrencemæssigt forspring i kraft af sin styrke og lave vægt.
Murerformand Hans Bendix Weiss fra Den Gamle By står for museets mureropgaver og en afdeling på i øjeblikket omkring 10 murere. Hans medarbejdere er eksperter i gamle murerteknikker og gamle materialer, og flere af dem har kurser i stilladsopsætning. Han siger:
“Vi bruger altid HAKI til det tunge arbejde, når der skal laves tag og ved de fleste renoveringer. En stor fordel for os er, at HAKI-stilladserne er meget lette og samtidig har en god bæreevne. Det er eksempelvis en fordel, når vi skal renovere tag, fordi vi kan lægge tagsten på stilladset og dermed undgår at skulle hejse op og ned.”
Enkelt og gennemprøvet stillads
Hans Bendix Weiss valgte dog også HAKI-stilladser, fordi systemet er forholdsvis simpelt. Komponenterne er enkle, og konceptet gennemprøvet til at kunne tåle daglig brug på en byggeplads.
“Dertil kommer naturligvis også, at folk kender HAKI. Samtidig følger der rådgivning med, når vi køber HAKI. Eksempelvis har vi lige købt en byggeelevator, og her var HAKI hurtige til at finde den rette løsning til os,” siger Hans Bendix Weiss.
Ofte er renoveringerne i Den Gamle By inddraget som en del af udstillingerne. Det betyder, at HAKI-stilladserne må vige for gamle træstilladser, for at den autentiske stemning bevares.
“I de tilfælde opstiller vi træstilladser på gammeldags vis, men det er kun for publikums skyld,” siger Hans Bendix Weiss.
Tjent hjem efter fire gange
I øjeblikket har Den Gamle By HAKI-udstyr nok til at kunne varetage samtlige løbende opgaver.
“Når vi har brugt et stillads fire gange, har vi tjent lejeprisen hjem. Vores HAKI-stilladser er i brug hele tiden, så det har været en god forretning for os at købe dem. Skulle der opstå større opgaver, kan vi jo bare supplere med lejet materiel,” lyder det fra Hans Bendix Weiss. – Og det bliver nødvendigt allerede til næste år.
Til den tid går Hans Bendix Weiss nemlig i gang med et større projekt med opbygning af udstillingen: Den Moderne By. Den skal indeholde uddrag af typiske bykvarterer fra henholdsvis 1927 og så sent som 1974.