Værelsesbestilling: Vejen til en nat på Plaza

Der kan være penge at spare ved at booke hotelværelset på Internettet frem for et rejsebureau. Men priserne svinger.

De danske rejseselskaber er langsomme til at besvare e-mails. De er heller ikke så ferme til at booke hoteller, og i øvrigt er det billigere at gøre det selv på Internettet.
Vi Rejser har bedt 22 rejsebureauer give et tilbud på et dobbeltværelse på det tilfældigt udvalgte hotel, Trinite Plaza, i Paris.
Forespørgslerne blev sendt pr. e-mail og kun 13 af dem svarede inden for 24 timer. Ud af de 13 kunne kun 3 give et konkret tilbud på det ønskede værelse. De fleste af rejsebureauerne tilbød værelser på andre hoteller i Paris eller beklagede, at de ikke bookede individuelle rejser.

LAD ANDRE
Det betyder, at man kan komme til at ringe eller maile forgæves mange gange, hvis man vil bruge en dansk rejseoperatør til at booke et bestemt værelse. Rejsekonsulent Nina Rasmussen fra Felixrejser siger:
»Rejsebranchen er begyndt at specialisere sig. Vi har tidligere booket hvad som helst, uanset hvor i verden det skulle være, på kundernes anmodning. Men det gør vi ikke længere, vi er for få og mener, at det er bedst, hvis vi koncentrerer os et enkelt område«.
De tre, der svarede på henvendelsen, var Benns Rejser, EuroAmerican Travel og Rejsekontoret. De var næsten enige om prislejet.
Rejsekontoret havde fundet to værelser på Trinite Plaza. Det ene med dobbeltseng til 5.565 kr., og det andet med to separate senge skal koste 5.964 kr. Oven i begge tilbud kommer et gebyr på 150 kr. Benns Rejser kunne tilbyde et dobbeltværelse på Trinite Plaza til den ønskede uge for 5.180 kr. Dyrest var EuroAmerican Travel med 6.090 kr.
Et fjerde selskab, Carlson Wagonlit, ringede tilbage og meddelte, at der ifølge deres computersystem var udsolgt på Trinite Plaze på grund af Tour de France. Det passer ikke, siger både hotellet, onlinebureauer og flere andre rejseselskaber.

TAST SELV
Næste mulighed er selv at bestille værelset på Internettet. Det internationale rejsemarked på nettet er et gedemarked af blinkende bannere, discounttilbud og links, der vil lede en væk, fra det man søger.
Vi fandt tre brugervenlige adresser at bestille hoteller på. Her er deres priser på et dobbeltværelse på Trinite Plaza i danske kroner:

* www.all-hotels.com, 5.115 kr.

* www.hotelconnect.com, 5.729 kr.

* www.travelnow.com, 6.148 kr.

Alle tre steder tilbyder online booking af dobbeltværelset på Trinite Plaza i ugen 15.-21. juli, men priserne svinger med op til 1.033 kr. for præcis samme vare. Online bookingbureauerne lover at fremsende en bekræftelse øjeblikkeligt efter betaling, der også kan gøres på nettet med kreditkort.
Den sidste mulighed er naturligvis at ringe til receptionen på Trinite Plaza. Her oplyser en venlig funktionær, at dobbeltværelset stadig er ledigt i uge 29 til en pris af 5.570 kr.
Billigste løsning er altså at booke værelset på www.all-hotels.com, der med 5.115 kr. er billigere end hotellets egen reception.
Indehaveren af Check Point Travel, Frank Jacobsen, påpeger dog, at Rejsegarantifonden kun dækker hotellet, hvis det er en del af en samlet pakke købt i Danmark. Hans rejseselskab kunne ikke booke værelset i Paris:
»Vi har omkring 200 hoteller i Paris og ca. 20.000 i hele verden. Systemet virker lidt som en andelsforening, hvor vi går sammen med andre bureauer om at udbyde hoteller. I Europa findes der tre-fem af den slags organisationer. Det hotel, Politiken gerne ville have, var ikke i vores sortiment, men vi kan tilbyde noget tilsvarende«, siger han.
»Det er meget sjældent, at man kan få et værelse billigst ved at gå direkte til hotellet. Derfor er man nødt til at prøve på nettet eller gennem et rejsebureau, hvis man vil have den billigste løsning«, tilføjer Frank Jacobsen.