Finanskrise: Nye omvæltninger i vente

Home / Artikler / Finanskrise: Nye omvæltninger i vente

En perlerække af hårdtargumenterende erhvervsfolk slog til fra hver sin vinkel i Bella Center. Anledningen var Entrepreneur of the Year, som for 13. år i træk indledtes med markante erhvervspersonligheders oplæg. Denne gang var fokus på finanskrise, kerneværdier, mennesket bag iværksætteren og sammenhængskraft mellem virksomheden og det omgivende samfund. – Eller sagt på en anden måde: et stort farvel til yuppierne og vækst for vækstens egen skyld.

Julie Meyer

Julie Meyer, idékvinden bag First Tuesday-netværket og stifter og leder af venturefonden Ariadne Capital, indledte med at beskrive sin tilgang til iværksættere som investor. Først og fremmest leder hun efter virksomheder med en skarp forretningsplan og en god idé. Når den er fundet, så er hendes metode at give virksomheden frie hænder til at udføre forretningsplanen:
”Gode venturefolk sætter entreprenøren i centrum, det skal ikke være omvendt. Det er nemlig entreprenørerne, der har den nødvendige viden og markedsindsigt, som vi alle søger. Vores største udfordring i venturebranchen er faktisk at give entreprenørerne så frie rammer som muligt. Kapital har altid fulgt de gode ideer, og de flotteste bedrifter finder sted, når det møde ikke sker på ideernes bekostning, men understøtter dem. – Jeg kommer til at tænke på Christoffer Columbus og Michelangelo som historiske eksempler,” lød det fra Julie Meyer.

Helte og heltinder

I den forbindelse roste hun Ernst & Youngs Entrepreneur of the Year for at være et vigtigt bidrag til at sætte fokus på de væsentlige karakteristika ved iværksætteri.
“I har skabt et globalt netværk af entreprenører, der ikke er set tilsvarende før. Det er flot og har store perspektiver,” sagde Julie Meyer.
Hun blev fulgt af Morgendagens Heltinder, som i samarbejde med Ernst & Young overrakte deres priser til kvinder, der har gjort en særlig indsats i det forløbne år. Det er første gang, at organisationen er med på Entrepreneur of the Year, og de to priser, Iværksætterheltindeprisen og Bestyrelsesheltindeprisen, gik til henholdsvis Luna Headwear ApS og til Stine Bosse fra Tryg.

Finanskrise – Huspriser og reel vækst

Kort efter blev det fyldte auditorium fyldt af en dramatisk lektion i national og international økonomi, doceret af den jyske bankdirektør Anders Dam. Med vid og skarphed satte han finanskrisen i perspektiv med danske huspriser, euro kontra kronen og støvede gamle, økonomiske sandheder af. Han viste også, hvordan sund logik i de første 10 år efter årtusindeskiftet i høj grad har været udskiftet med grådighed og guldspinderi. Anders Dams indlæg var til dels også en personlig historie om hans oplevelser som bankdirektør det seneste år. Han sagde blandt andet:
”Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Når andre bankdirektører ringer til mig i weekenderne og beder om at blive opkøbt, så er den altså gal.”
Derefter blev han teknisk, men stadig pædagogisk. Bankpakke I og II blev gennemgået sammen med en række nationaløkonomiske facts med overraskende dystre udsigter. Anders Dam pointerede igen og igen, at der er visse sammenhænge i nationaløkonomi, man ikke kan lave om på. Den udpumpning af penge i det amerikanske samfund, der skete efter terrorangrebene i New York i 2001, førte direkte til de nye, finansielle konstruktioner som subprimelån. I Danmark fik vi nogenlunde samtidigt afdragsfrie lån. Det fik økonomierne til at buldre derudaf. Men pengene blev ikke brugt til at skabe ny efterspørgsel – forbruget gik nemlig til aktier og ejendomme. Det stod på så længe og så markant, at man troede, der rent faktisk var reel værdi, men det var en boble.
”Og så ser man, at alle klapper i hænderne, fordi huspriserne nogle steder er begyndt at stige igen. Det, vi har brug for, er reel, økonomisk vækst – ikke at give hinanden penge og bliver enige om, at vores huse er blevet tre gange så meget mere værd,” sagde Anders Dam.
En anden pointe var, at konkurrenceevnen i Danmark er faldet med 25 procent. I kombination med væksten i den offentlige sektor er der dømt usikre tider, lød det fra Anders Dam. I samme åndedrag måtte han dog erkende, at det er vanskeligt at spå om de fremtidige konjunkturer.

Store omvæltninger det næste tiår

Lige så markante pointer afleverede Jens Moberg, den tidligere topchef i Microsoft. Hans indgang til iværksætteri fokuserer i høj grad på de menneskelige relationer og de store omvæltninger, som vi globalt står overfor de kommende år.
”Bill Gates sagde for nyligt, at der kommer til at ske mere de kommende 10-15 år, end der er sket de seneste 50. Der kommer til at ske enorme omvæltninger. Tænk på, at i 1973 havde vi bilfrie søndage, fordi olien var ved at slippe op. Nu er det ved at være en realitet for alvor. Oliepriserne stiger, og prøv at forestille jer, hvad der sker med forskellige brancher, når olieprisen stiger til 200 USD. Der er i den grad behov for at tænke nyt,” sagde Jens Moberg. Hans medicin er at gå til arbejdet med en tillid til sig selv og hinanden.
På spørgsmålet om, hvad man som virksomhed bør stille op i en krisesituation, svarede han:
”I krisetider gør mange virksomheder det, at de lukker sig om sig selv. De trækker kontrollen til sig. Desværre sker der samtidig det, at man dræner virksomheden for energi. Sæt energien i bevægelse, og vid, at det er den, som holder virksomheden kørende.
Eller som Julie Meyer sluttede af med sige:
”It´s a hot kitchen – can you take the heat?“