Advarsel mod at nærme sig tyre

Politiet advarer nu folk mod at nærme sig tyre. Det sker, efter en tyr af blå-hvid race fredag eftermiddag trampede og sparkede et ægtepar ihjel på en gård mellem Horsens og Vejle.
»Den ene dag kan en tyr være som et kæledyr, og den næste kan den slå dig ihjel. Der findes ingen regler for, hvordan man omgås dem. Man skal bare holde sig væk,« formaner vagthavende fra Vejle Politi, Gert Abildsteen.
Ifølge kvægavlskonsulent Christian Erik Bøge kan landmændene sikre sig ved at købe tyre hos anerkendte forhandlere, som har stambog på dyrene.
»I stambogen kan man ofte se tyrens forældres aggressivitet angivet på en skala og vælge ud fra det. Hvis man vælger tyre med en god stamtavle, er risikoen for ulykker minimal. Desuden skal man aflive olme tyre, bare man har en mistanke om, at de er blevet fjendtlige,« siger Christian Erik Bøge.
Der er størst risiko for at møde vrede tyre hen på sensommeren. På det tidspunkt har tyrene bedækket deres flokke og er derfor begyndt at blive opsøgende og stressede.
»De kan blive så rastløse, at de går gennem hegn. På den anden side er det meget sjældent, at tyre angriber mennesker, hvis de får lov til at gå i fred. Det er først, når de bliver jaget med, eller når flokken skal deles eller flyttes.« Møder man en olm tyr, så skal man ikke kigge den i øjnene eller vende fronten mod den. Det bedste er at gå sin vej og lade tyren vende tilbage til flokken, hvor den bliver rolig igen, mener Christian Erik Bøge.