Aktivister udnyttede huller i DR’s sikkerhed

Det var flere sikkerhedsfejl hos Danmarks Radio, der torsdag gjorde det muligt for syv aktivister at afbryde TV-Avisen kl. 18.30. De unge aktivister demonstrerede mod lukningen af et ungdomshus på Jagtvej i København.
TV-Avisens sikkerhedssystem havde læk tre steder: For det første skal alle gæster have et gæstekort, men de indbrydende havde skaffet sig vej uden. Dernæst skal alle dørene til den afdeling, der laver TV-Avisen låses, og kun folk med et særligt magnetkort kan komme ind i selve studiet. Men dørene til afdelingen var ikke låst, og magnetkortdørene virkede heller ikke efter hensigten.
Redaktionschef Kim Bildsø fra Danmarks Radio bedyrer, at der nu vil blive strammet op på sikkerheden: »Vi ved endnu ikke, hvordan det er sket, men det er nok noget med, at der er en, der er kommet ind som gæst, og så har han efterfølgende lukket de andre ind,« siger han. At dørene indeni bygningen ikke var låst skyldes sløseri.
De syv aktivister, der var trængt ind til TV-Avisens studier, blev i går løsladt. En jurist fra politiet i Gladsaxe oplyser, at den typiske straf for den slags forbrydelser er tyve dages hæfte. Alle syv er sigtede for hærværk, ulovlig indtrængen og paragraf 193 i straffeloven, der handler om forstyrrelse af offentlige fjernsynsanlæg.
Tidligere onsdag forsøgte de unge aktivister desuden at trænge ind i P3’s studier, men her blev de stoppet, inden de nåede at komme frem til de tændte mikrofoner.
En større gruppe på omkring 20 unge besatte sidst på eftermiddagen Rundetårn i København i knap en time, indtil de fredeligt overlod tårnet til de ansatte og turisterne.