Nilfisk-ALTO er en af verdens førende udviklere af industrielle vaskeanlæg. Bilvask, fødevareindustri, vinduesvask på luksuslinere og en lang række andre nicher og brancher benytter virksomhedens stationære højtryksanlæg, som alle er udstyret med en Mitsubishi ALPHA PLC fra Lemvigh-Müller.
Nilfisk-ALTO benytter Mitsubishi ALPHA PLC´ere i alle større vaskeanlæg til industrien. Fleksibiliteten og brugervenligheden gør nemlig PLC´erne oplagte til avanceret styring af rensningsanlæg til et væld af forskellige formål. Når eksempelvis en italiensk bilist skal have vasket bilen, så foregår det ofte på et vaskeanlæg med møntindkast fra Nilfisk-ALTO. Beløbet, der indkastes, afgør, hvor lang tid der er tryk på højtryksrenseren, og bilisten bestemmer på et panel, hvilke funktioner han ønsker hvornår.
PLC´ens opgave er at holde styr på, hvilke egenskaber de forskellige vaskeprogrammer skal have. De forskellige elementer, der skal kombineres for at opnå det bedste resultat hurtigst muligt, er: varme, tryk, mængden af kemikalier, der skal iblandes – og ikke mindst betalingsmodulet, som gør, at bilisten hele tiden kan se, hvor megen tid han har tilbage.
Samtidig logger PLC´en alle begivenheder og er dermed et stærkt værktøj til fejlfinding. Logning er også brugbar i forbindelse med fjernovervågning af vaskeanlæg via GSM, hvilket er oplagt, når en enkelt ejer eller en tankstations-kæde vælger at installere en hel serie vaskeanlæg – eller når vaskeanlægget opstilles på en ubemandet lokation.
Skaber ny forretningsmodel
Selvbetjeningsanlæg med højtrykspistol er stort set ukendte i Danmark, men i Sydeuropa er de snarere reglen end undtagelsen. Fordelen er dels prisen pr. vask, og dels at anlægget giver brugeren en stor grad af fleksibilitet i forhold til, hvordan bilen skal gøres ren.
”Det er helt klart en trend, særligt for dem som har dyrere biler. De ønsker en bedre vask, hvor de selv kan bestemme, hvordan det skal ske,” siger Bent Johansen, der er Electronic Designer på Nilfisk-ALTOS stationære produktserie.
Udbredelsen af de stationære vaskeanlæg skyldes desuden også, at forretningsmodellen er særdeles attraktiv for kunderne. Med en engangs-installationspris på under 75.000 kr. skal der ikke mange måneder til, før anlægget er tilbagebetalt. Det har også ført til, at anlæggene bliver opstillet mange andre steder end på tankstationer. De ses nu ved rastepladser, købmænd og ved indkøbscentre, hvor brugen af dem bliver en fast bestanddel af familiens indkøbsrutine.
Enkel programmering, mange muligheder
Elektronikken og princippet i ”Autobooster”-anlægget adskiller sig ikke væsentligt fra de større udgaver til vask af lastbiler eller de multibrugeranlæg, der benyttes i fødevareindustrien.
Programmerne, der styrer anlæggenes PLC´ere, er som regel standardprogrammer, som Nilfisk-ALTO har programmeret.
”Ca. 20 pct. af vores anlæg sælges special-programmerede, mens resten indeholder vores standardprogrammer. Mindre ændringer kan indstilles fra bagpanelet, men hvis man skal have ændret noget grundlæggende ved programmet, så er det en opgave for vores salgskanaler i de enkelte lande,” siger Henrik S. Christensen, Product Line Manager hos Nilfisk-ALTO. Han oplever, at branchen i højere og højere grad mødes med krav om specialtilpasninger og fleksible løsninger.
”Nogle vil opvarme vandet med gas, andre med diesel, og andre igen vil have et så miljøvenligt anlæg som muligt. Alle disse krav er vi nødt til at leve op til, og der hjælper det at have en intelligent styring, som har masser af optioner,” fortæller Henrik S. Christensen.
23 år med micro-controllere
Nilfisk-ALTO har været gennem en omfattende udvikling de seneste 25 år. I 1980´erne var virksomheden blandt de første til at installere svejserobotter i Danmark, og i 1984 begyndte Nilfisk-ALTO at implementere de første elektroniske styringsenheder i højtryksrensere. Det var et tungt pionerarbejde, hvor der blev programmeret direkte i maskinkode.
Nu er Nilfisk-ALTO kommet til den konklusion, at det ikke er rentabelt selv at udvikle og producere styring til standard-industrianlæg, når PLC´ere som Mitsubishis ALPHA nemt kan tilpasses til alle de aktuelle opgaver med grafisk software.
”Vi oplever en eksplosiv vækst i brugen af micro-controllere alle steder. I øjeblikket er det både vores kunder og de nye tekniske muligheder, der driver markedet. Vi er jo i kontakt med Lemvigh-Müller, der holder os orienterede om, hvilke nye ting der er på vej, og omvendt stiller vores kunder og forhandlere hele tiden nye krav til funktionalitet,” fortæller Henrik S. Christensen.
Fakta:
På fabrikken i Hadsund er der opstillet en ”Autobooster” til test- og kundefremvisning. Men at dømme efter de skinnende rene biler på parkeringspladsen foran Nilfisk-ALTO er det ikke kun gæster, der bruger anlægget. Ifølge Bent Johansen går der rygter om, at medarbejdere og lokale har fundet ud af, at anlægget kan acceptere tikroner – det giver lidt ekstra til kaffekassen.
Om Nilfisk-ALTO
Nilfisk-ALTO er verdens førende leverandør af professionelt rengøringsudstyr til landbruget, auto-/transportbranchen, industrien, rengøringsselskaber og private forbrugere. Som produktorienteret virksomhed er produktudvikling en kerneværdi for Nilfisk-ALTO. Virksomheden lancerer kontinuerligt nyskabende, driftssikre og målrettede kvalitetsprodukter. I 2006 kunne Nilfisk-ALTO således præsentere nye produkter inden for samtlige produktgrupper. Kvalitetsprodukterne udvikles på baggrund af verdensomspændende research og teknologisk nytænkning kombineret med indgående kundeforståelse og markedskendskab.
Nilfisk-ALTO har en omsætning på omkring 700 mio. euro og 3.800 ansatte. Hovedkontoret ligger i Danmark og produktionsfaciliteterne i Danmark, Sverige, Tyskland, Ungarn, Kina, Italien og Nordamerika. Nilfisk-ALTO er en del af Nilfisk-Advance gruppen og er repræsenteret i de fleste europæiske lande samt Nordamerika og Asien.