Azite ApS leverer avanceret webløsning til Teknologisk Institut

Videnskabsministeriet og Teknologisk Institut er gået i luften med et omfattende website, som skal oplyse mindre virksomheder om fordelene ved at digitalisere forretningsprocesser. Bag det nytænkende website står bureauet Azite ApS, som blev valgt for sin innovative teknologi og sit utraditionelle design.

Over de kommende tre år afvikler Teknologisk Institut i samarbejde med Videnskabsministeriet en større, landsdækkende kampagne, der skal lære små virksomheder om IT. Centralt i kampagnen står et nydesignet website, som sprænger rammerne for, hvad der kan præsenteres i en browser. Video i HD-kvalitet blander sig med indholdet uafhængigt af afspillere, lyden er knivskarp, og det, blandt mange andre nye elementer, bringer brugervenligheden op på et nyt niveau.

Et skulderklap til ny teknologi
”Opgaven har været meget betydningsfuld for os. De teknologier vi benytter os af ses kun meget få steder. Derfor er det et stort skulderklap til os, når en så stor kunde som Teknologisk Institut vælger at tro på vores ideer,” siger John S. Andersen, der er salgs- og markting direktør i Azite. Det har taget Azite 2,5 måneder at bygge websitet, der nu er i luften. John S. Andersen glæder sig over den positive reaktion, der allerede er kommet fra målgruppen og fra branchen:

Website sætter gang i digital udvikling
”Med denne succes er der åbnet op for, at andre større virksomheder og organisationer tør at gå nye veje og udnytte de seneste webteknologier. Det er naturligvis en stor fordel for os, fordi vores forretning er bygget op omkring nyeste viden om brugervenlighed, interaktive websites og design,” fortæller John S. Andersen.
Sitet www.ibiz.dk guider små virksomheder gennem de mange muligheder, der er for at gøre hverdagen lettere med digitale teknologier. Det kan eksempelvis være elektronisk samhandel, digital fakturering, omkostningsbesparelser med økonomisystemer og meget andet. Kampagnen henvender sig til de små virksomheder inden for service, håndværk, handel og transport, som traditionelt har en meget lav grad it-kendskab.

Tager hånd om målgruppen
”En af de store udfordringer i projektet har været at gøre sitet brugervenligt over for målgruppen som på forhånd ikke har de store IT-forudsætninger. Ved at benytte en kombination af godt design og flash-teknologier på en DynamicWeb-platform har vi kombineret brugervenlighed med en spændende og lærerig løsning, som kan sætte gang i den del af erhvervslivets digitalisering,” lyder det fra John S. Andersen.
Websitet er en del af udmøntningen af regeringens globaliseringsstrategi og Rådet for Teknologi og Innovations handlingsplan ”InnovationDanmark 2007-2010”. Se mere på www.azite.dk og www.ibiz.dk.

For yderligere information kontakt venligst:
Azite ApS
Priorparken 351, 3.sal
2605 Brøndby
Tel: 70281080
info@azite.dk