Barberen blandt de største stilladsfirmaer Danmark

Med over 70.000 kvadratmeter stillads er Barberens Stilladser i Glostrup både et af de større stilladsfirmaer i Danmark og en af de største forbrugere af HAKI-stilladser.

Der er ikke megen barbersalon over Fabriksparken 52 i Glostrup – ikke desto mindre er det her, Barberen og 30 medarbejdere holder til. Barberen er ikke blot et øgenavn for direktør Leif Olsen; navnet har hængt ved, siden han stoppede sin barberforretning for 12 år siden og kastede sig over stilladsbranchen på fuld tid. Det foregik fra privaten i Faxe de første fem år og dernæst også på den store plads på Fabriksparken i Glostrup
”Jeg havde nogle udlejningsejendomme og fik brug for et stillads. Det nemmeste var at købe, og da jeg først havde et, fik jeg det hurtigt udlejet,” fortæller Barberen. Siden er det gået stærkt. På få år er det lykkedes ham – og hans kone Hanne – at opbygge en af de større stilladsforretninger på Sjælland.

Investerer overskuddet
Karakteristisk for Barberens Stilladser er en fornuftig økonomi og investering i fremtiden. Således er Barberens Stilladser blevet kendt for at have et af landets større udvalg af hejse til materiel og mandskab. Gennem årene har Barberens Stilladser investeret op mod 35 millioner kroner i stilladser, og den store kapacitet gør det nu nemt at tage nye opgaver ind og at løse specialopgaver. I øjeblikket er der HAKI-stilladser fra Barberens Stilladser på ikke mindre end 176 byggepladser, fordelt over København og omegn. Det eneste, der hæmmer væksten, er manglen på arbejdskraft. Det er så vanskeligt at finde egnede stilladsarbejdere i Danmark, at Barberen har ansat folk fra Sverige for at kunne følge med efterspørgslen.

En ”hård branche”
Han lægger ikke skjul på, at stilladsbranchen kan være hård. Barberen kalder sine stilladsarbejdere for ”tamme bjørne” – de kan have deres egen mening om tingene, og nogle gange kan det være nødvendigt at kunne sine argumenter. Det virker nu ikke til at være noget problem for Barberen. Han er nemlig både afhængig og meget taknemmelig for alle de gode folk, han har nu:
”Jeg kan ikke drive forretningen uden de gode folk, vi har nu. Vi kunne godt bruge flere, men det er svært at finde de rette. Vi har været nødt til at sige nej til nogle opgaver på det sidste,” fortæller Leif Olsen.

Nært samarbejde med HAKI
Barberens Stilladser er et flot eksempel på, hvordan en virksomhed på få år kan vokse fra ingenting til en markant aktør på sit marked. Virksomheden er hjulpet af gode tider for branchen, men væksten skyldes først og fremmest ejerens holdninger til, hvordan virksomheden skal drives. Alt arbejde udføres efter gældende love og regler, og der bliver taget hånd om medarbejderne. Alle opgaver bliver beregnet med HAKIs hjælp, så der altid er fuld kontrol over sikkerheden.
Det nære samarbejde har også på anden vis understøttet succesen. Da Barberens Stilladser startede, kom mange af opgaverne fra HAKI, som dengang tog entrepriser. Det var en metode, som hjalp flere stilladsfirmaer i gang, og som har bidraget til at bevare en nær tilknytning mellem stilladsproducent og stilladsfirmaerne.
”HAKI er stærkt, og vi kunne ikke finde på at bruge noget andet. Vi har aldrig været ude for, at noget materiale fra HAKI er gået i stykker uden vold eller forkert brug,” siger Leif Olsen.