Briter kæmper for toldfrit salg

Den britiske regering vil ikke øge modviljen mod EU ved at afskaffe toldfrit salg.
EU-landenes plan om at afskaffe salg af toldfri varer på fly og færger er til heftig diskusion i medlemslandene. Flere lande melder ud, at de ikke vil være med til at afskaffe hr. og fru Europas eneste toldfri fryns som planlagt 1. juli 1999.
Det er et slag mod både EU-Kommissionen og den aftale, der blev vedtaget af medlemslandene for otte år siden.
EUs giganter, England, Frankrig og Tyskland har de seneste dage rejst argumenter mod at afskaffe det toldfri salg.
“Afviklingen af det toldfri salg vil koste arbejdspladser, det kan hæve prisen på rejser, og det er ikke logisk, når man prøver at gøre EU mere populært,” siger den britiske udenrigsminister, Robin Cook.
De mindre EU-lande, specielt i Skandinavien, har hidtil stået fast på deres beslutning om, at toldfri handel ikke hører hjemme i det indre marked.
Men statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) sagde i går, at de bastante meldinger fra de udenlandske kolleger måtte tages til efterretning: “Det er nyt for mig, og det kan ikke udelukkes, at vi må ændre vores holdning.” Senere på dagen udsendte Poul Nyrup Rasmussen dog en pressemeddelelse, hvori han trak sin udtalelser tilbage.
Så sent som i mandags støttede udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) afskaffelsen af toldfri varer til den fastsatte dato med henvisning til, at det vil skabe flere problemer, hvis salget får lov til at fortsætte.

På EU-topmødet
Dermed er der lagt op til at sagen mod forventning tages op på weekendens EU-topmøde i Wien af EUs regeringsledere.
En talsmand for EUs kommissær med ansvar for det toldfri salg, Mario Monti, sagde i går: “De kan diskutere, hvad de vil på topmødet, men det ligger fast, at beslutningen om afskaffelse af toldfri handel blev enstemmigt vedtaget af landenes egne finansministre i 1991. Desuden vil en udsættelse af fristen den 1. juli så tvivl om den kommende EU-harmoninisering på hele det finansielle område.” Skal beslutningen om at fjerne det toldfri marked ophæves, kræver det enstemmighed blandt alle 15 EU-lande.
Desuden kræver forretningsgangen i EU, at EU-kommissær Mario Monti stiller forslag om at udskyde vedtagelsen.

14.000 arbejdspladser
Det har den italienske kommissær dog på forhånd afvist at gøre.
De brancher, der tjener penge på toldfri handel, hævder, at omkring 14.000 europæiske arbejdspladser står på spil.