Butikken er landsbyens samlingspunkt

“Vi har ikke brug for et socialkontor, vi har en købmand.” Sådan siger en af Alkens 300 indbyggere og kunder i byens eneste butik, Alken Minimarked. Birgit Bohle driver forretningen alene. Hendes arbejdsdag begynder klokken otte og ender 12 timer senere. Så skal hun i gang med kasseoptælling og de indberetninger, der kræves fra stat og EU. “Det bliver til 20 minutter ekstra om dagen,” siger Birgit.

Meget bøvl
Hun mener, at det er hårdt arbejde med det administrativt bøvl, som der kommer mere og mere af.
“Tænk på, at jeg skal lave indberetningerne og bogholderiet ulønnet,” påpeger hun.
Det er 15 år siden, Birgit Pohle overtog butikken i Alken mellem Ry og Silkeborg, der havde været en blandet landhandel med både foderstoffer og fjerkræ. Nu er den 1 af de friske butikker med fotoservice, frysedisk og online-spil. Dengang var der mange købmænd på egnen, men de er alle væk nu, husker Birgit Pohle.

Kun få tilbage
“Det her er nu den eneste butik i syv kilometers omkreds, resten er lukket. Det kan da ikke være nogen overraskelse, at der ikke lukker så mange butikker på landet mere. Der er jo lukket så mange, at der snart ikke er flere, der kan lukkes,” konkluderer købmand Birgit Pohle.
Alkens sidste butik frygter ikke butiksdøden. Kunderne er trofaste, og der er ikke planer om at opføre store varehuse i nærheden. Birgit Pohle mener alligevel, at der er brug for støtte de sidste købmand i de mindre byer: “Folk kommer her af mange andre grunde end for at handle. Butikken er et samlingsted. Hvis nogen har glemt deres nøgle, så kommer de her, eller hvis børnene kommer tidligere hjem end beregnet, så kommer de også her og venter. Der er byer, hvor købmanden vil lukke uden ekstra tilskud, og det vil have store omkostninger,” siger Birgit Pohle, der mener, at købmanden i landsbyerne løser en række opgaver for lokalsamfundet, som man ikke umiddelbart kan gøre op.
Hun regner med at have købmandsforretningen i omkring 10 år mere.
Derefter er der ingen planer, og det er tvivlsomt, om et af Birgits Pohles børn vil overtage butikken.