Når Danmark skal være vært for det internationale klimatopmøde i 2009, håber jeg, at værtskabet giver anledning til en hjemlig, energipolitisk hovedrengøring. Der mangler nemlig substans i den danske energipolitik: politiske målsætninger udmønter sig i nye institutioner, der skal genopfinde ting, som allerede bliver anvendt industrielt andre steder i verden. Eksempelvis vil man satse på forskning i brændselsceller – mens bilindustrien verden over er i fuldt sving med at masseproducere dem. Fakta er, at Danmark er så langt bagud på dette område, at vi ikke har forudsætninger for at deltage i konkurrencen inden for autosektoren. Der er i Danmark et vedholdende, politisk fokus på konkrete løsninger – men det er ekstremt risikabelt at satse ensidigt på (umodne) delløsninger – som det eksempelvis også gøres med anden generations bioethanol.
Det er mit spinkle håb, at de danske politikere vil genoptage den klassiske vej til succes for Danmark og dansk eksport, nemlig at fastholde et dynamisk fokus på at skabe, vedligeholde og sikre fornuftige rammer og udviklings-lommer for erhvervslivet. Danske virksomheder er i front internationalt på miljøområdet, men salg og implementering af de nye, banebrydende løsninger sker i udlandet, fordi dansk energipolitik ensidigt er indrettet efter kul-anlæg.
Yderligere anvendelse af vindenergi kræver eksempelvis nye koncepter for systemdrift og ikke mindst systemintegration. Netop systemintegration er en uhyre vanskelig disciplin, og her har Danmark et stort fortrin, der p.t. desværre ikke bliver udnyttet, men er stedt til hvile på laurbærrene. Et eksempel på dette er EUs kraftvarmedirektiv, som i Danmark slet ikke er blevet implementeret i sin ånd; de knaster, der er i den forbindelse – el-lovgivning, afregningmetoder og tekniske krav, som er ude af proportion – bliver tværtimod vedligeholdt med stor entusiasme. Det betyder, at decentrale og mere effektive produktionsformer kvæles, inden de får en chance for at opstå.
EU ønsker en stærk decentralisering af elproducerende anlæg for at sikre forsyningen og få en markedsbaseret udvikling. Min virksomhed må drage til Tyskland for at lave forsøg med eksempelvis mange, små, pris-styrede anlæg, som kan træde ind og supplere vindenergien, når det ikke blæser. I Danmark foreskriver el-loven nemlig, at anlæg skal være ejet af den, der ejer den matrikel, hvor anlægget står, og det ødelægger fleksibilitet og testmuligheder. Det er en af de mange sære regler, som i Danmark forhindrer en miljøvenlig udvikling – og som står i skærende kontrast til den miljøpolitik, der er konsensus om på EU-plan.
Samtidig ønsker den etablerede el-sektor fortsat at kunne opkræve forskellige afgifter for den el, man selv producerer, men kunne have købt – altså rådighedsbetaling. Det svarer til, at en kunde får en regning fra TDC fastnet, når han bruger sin mobil fra Telia, og at det beløb, han skal betale til TDC, svarer til forbruget hos Telia… Eller hvad hvis et indkøb i Brugsen udløste en regning fra Bilka – til at dække en del af Bilkas kapacitetsomkostninger? De fleste ville nok finde dette grotesk, men sådan går det for sig i el-sektoren.
Energisektoren har brug for et paradigmeskift. Den manglende, rettidige implementering af EU’s fair regler på energiområdet umuliggør, at der udvikles produkter til den nye, miljøvenlige verden. Kun hvis de danske politikere indser dette og formår at reagere hurtigt, har danske virksomheder en chance i de næste årtiers internationale konkurrence.