Det koster ekstra at betale kontant

Fra oktober kommer det til at koste syv kroner, hver gang telefonregningen skal betales, hvis kunden vælger at betale i telebutikken. Det har fået flere kunder til at klage, og forbrugerombudsmanden har endnu ikke taget stilling til, om opkrævningen er i strid med god forretningsskik. Det har hidtil været gratis at indbetale sin regning i telebutikkerne.
Jurist i Forbrugerstyrelsen, Lemche Jensen, siger, at der umiddelbart ikke skulle være noget i vejen for, at en virksomhed kræver gebyr for at skulle modtage indbetalinger fra kunderne: Rimelig udgift er afgørende
“Det er jo en udgift for Tele Danmark at have en ansat til at modtage indbetalingerne, og Forbrugerombudsmandens holdning er, at så længe beløbet er rimeligt og svarer til udgifterne, så er det i orden. Det kan være, at det strider mod den lidt gammeldags holdning til, at man selvfølgelig kan møde op personligt og betale kontant,” siger jurist Lemche Jensen.
Tele Danmark oplyser, at der er omkring 80.000 abonenter, der hvert kvartal indbetaler deres regning i telebutikkerne. Det er alt for mange, mener chefen for telebutikkerne, Margit Nsofor.

Tele Danmark: Benyt PBS
“Omkostningerne er meget større end gebyret, og vi opfordrer alle kunder til at benytte sig af PBS i stedet. Indbetalingerne giver en belastning i vores butikker omkring indbetalingsdatoen, som går hårdt ud over vores serviceniveau for alle kunder,” siger hun.
Alle kunder, der ikke er tilmeldt PBS, vil få en skriftlig henvendelse om Tele Danmarks nye gebyr.
Forbrugerstyrelsen vil tage endelig stilling til sagen snarest.