I Danmark er det en udbredt opfattelse, at vi er langt fremme med alternativ energi og ligefrem kan lære omverden noget. Udviklingsmæssigt er vi også stadig godt med, men når det kommer til at anvende teknologien, er der udbredt, politisk modvilje mod den nødvendige decentralisering af energiforsyningen i Danmark. Det skyldes en kombination af uvidenhed, drømmeri og veludført lobbyisme fra energiselskabernes side. I stedet for at bruge den teknologi, vi har til rådighed, poster danske politikere ”energi-milliarden” i forskning, som allerede er udført og anvendes andre steder i verden. Samtidig spændes der ben for nye teknologier, som tilbyder et grønt alternativ til danskernes rekordstore kulforbrug.
Gennem de seneste år er Danmark kommet helt i front med forskning i små, kombinerede el- og varmeanlæg. Disse anlæg, XRGI-anlæg, kan fødes med rene energiformer som biogas, biodiesel, ethanol etc., og de producerer både varme og elektricitet. Anlæggene er yderst miljøvenlige, billige, hypereffektive, og de kan skaleres efter behov. Verdensmarkedet er stærkt interesseret i teknologien, som er gennemprøvet i praksis, og netop nu boomer eksporten. Teknologien er interessant, fordi den minimerer ledningstab og åbner op for, at tusinder af boligforeninger, landmænd og virksomheder kan blive selvforsynende med energi og levere overskydende elektricitet billigt til nettet.
Men i Danmark er anlæggene stort set usælgelige. Til trods for at vi har teknologien, og til trods for at EU-Kommissionen har vedtaget et sæt regler, der skal fremme forsyningssikkerhed og miljøvenlig energi gennem blandt andet mikro-kraftvarmeværker, sker der ingenting i Danmark. Hvor den nye teknologi bliver modtaget med begejstring i udlandet, vender de danske myndigheder og energiselskaber tomlen ned, holder et par skåltaler og insisterer på, at Danmarks energiforsyning skal være baseret på afbrænding af importeret kul. Nettet forbeholdes nemlig de eksisterende selskaber, og der lægges alle hindringer i vejen for, at grønne og mere effektive aktører kan komme til.
Som udvikler og producent af højteknologiske, alternative energiformer har vi problemerne tæt inde på livet. Vi oplever, at alle midler tages i brug for at holde visionære løsninger nede til fordel for at sikre de etablerede spillere på markedet en særposition; og deres interesse er at holde gang i kulafbrændingen så længe som overhovedet muligt – et projekt de har vundet politisk opbakning til. Ofte udmønter myndighedernes og energiselskabernes afstandtagen over for grønne teknologier sig ligefrem i chikane, og vi overvejer derfor alvorligt at flytte produktion og administration til udlandet.
Først og fremmest oplever vi handelshindringer i form af helt urimelige krav fra danske myndigheder, som ingen andre markeder har. En hindring for, at fx en mindre virksomhed kan blive selvforsynende og oven i købet sælge ren elektricitet, er, at man som anlægsejer bliver mødt med en række krav til dokumentation, som egentlig egner sig bedst til oprettelsen af et mindre, ustabilt atomkraftværk. Installerer man et lille anlæg, som er dimensioneret til 5-6 husstande eller en mindre virksomhed, så afkræves man dokumentation i form af en moppedreng på 64 sider. Vores anlæg er på 13 kW, og ifølge EUs terminologi er små anlæg mindre end 50 kW. Sjovt nok har energinet.dk valgt at definere grænsen ved 11 kW – uden nogen fornuftig forklaring. Det betyder, at alle lokale og mindre initiativer bliver kvalt i administration.
Dette sker på trods af, at EU har vedtaget, at der af hensyn til energiforsyningssikkerheden og miljøet skal arbejdes for at gøre det muligt for mindre, decentrale anlæg at bidrage til el-forsyningen. Medlemslandene, herunder Danmark, har for tre år siden forpligtet sig til at sørge for, at disse anlæg får en særstatus og hjælpes på vej politisk. Det modsatte er virkeligheden i Danmark, mens andre EU-lande har implementeret direktiverne fornuftigt.
I England har en større bank indgået aftale med os om, at de vil finansiere opsætningen af XRGI-anlæg. Vi garanterer produktionen, og banken tilbyder finansiering inden for en ramme af 800 mio. pund. Det er udbygninger af alternativ energi for et beløb svarende til adskillige DR-byer! – Uden statsstøtte vel at mærke.
England er således godt på vej til at understøtte landets energi-infrastruktur med masser af små, lokale, energirigtige kraftværker produceret i Danmark. Men denne løsning kan ikke lade sig gøre i herhjemme. Loven siger nemlig, at en el-producent skal eje det anlæg, som vedkommende producerer elektricitet med. Baggrunden for denne passus i lovgivningen er dybt mistænkelig og kan kun tolkes som resultatet af effektiv lobbyisme fra de kulbaserede energiselskaber, der i øjeblikket har delt markedet mellem sig. Når et elværk skal være ejet af den person, som har det stående, så eliminerer man effektivt de finansieringsmuligheder, som eksempelvis englænderne kan benytte sig af.
Næste hindring er, at regeringen netop har afvist et af de mest visionære, grønne forslag i lang tid: Den intelligente elmåler, som hele tiden viser den aktuelle markedspris på el. En sådan pris vil gøre det muligt for ejere af små anlæg at producere el, når prisen er højest, og på den måde mindske behovet for import og det dansk producerede kul-el. Systemet vil spille perfekt sammen med den høje andel vindmøller. Møllerne er som bekendt arbejdsløse uden blæsevejr, og derfor er kraftværkerne nødt til at være dimensionerede til at kunne fungere uafhængigt af dem. For forbrugere og virksomheder vil teknologien betyde, at der kan spares mange penge ved at planlægge elforbrugende processer til perioder, hvor prisen er lav. Udbygning af denne teknologi satte energiministeren i januar en kontant stopper for. Dansk Energi har ellers udregnet, at besparelserne ved at indføre intelligente elmålere vil være 2 mia. kr. årligt.
Resultatet af denne modstræbende energipolitik er, at vi er nødt til at udføre storskala-forsøg i Kina, teste nye finansieringsformer i England, konkurrere i Tyskland på et boomende marked, og vores nye ejere, ja det er et norsk, statsejet energiselskab. I mellemtiden kan vi glemme alt om det danske marked, som ikke flytter sig en disse på grund af administrativt og politisk benspænd.
Samtidig ser vi et stort set samlet Folketing, som lover forskning og udvikling for mia. i måske upcoming teknologier. De drømmer om, at vi skal til at genopfinde brændselsceller og andengenerations bioraffinaderier, som allerede er udviklet og bliver masseproduceret i vores nabolande og ikke mindst i USA. Den politiske konsensus er, at Danmark er i førertrøjen, når det gælder miljø og visionær energipolitk, men denne illusion har lullet beslutningstagerne i søvn, og det giver den gamle forsyningsindustri alle muligheder for at køre business as usual.
Dermed udskydes alle væsentlige ændringer af energipolitikken ind i en ukendt fremtid, og det er alene muligt, fordi kun meget få politikere forstår området, og fordi de fleste, danske politikere stadig ser sig selv som global politiks grønne helte. Fakta er, at Danmark stadig har gode muligheder for at markere sig internationalt på energiteknologi, men kun på nogle få områder. USA, Kina og Japan stormer frem, mens vi i Danmark satser vi på kul i selvglæde over vores succes fra sidste århundrede med vindmøllerne.