Erfaring gør brygmester – historien om et mikrobryggeri

Hos Erik Lytzen A/S har en gruppe af medarbejdere bygget et højteknologisk mikrobryggeri. Bryggeriet er sammensat af nogle af de mest avancerede komponenter på markedet, herunder PLC leveret af Louis Poulsen.

Bryggeriet hos Erik Lytzen er netop begyndt at levere de første liter skummende, friskbrygget øl.
Selve anlægget ser ikke ud af meget: På et bord står tre store kedler, der hver kan indeholde 25 liter, og som er forbundet af pumper og slanger, der håndterer bryggeprocessen. Under bordet er der et styreskab, og på selve bordet sidder et display, som guider brygmesteren gennem forløbet. Til trods for bryggeriets ringe omfang er der tale om et temmelig komplekst system. Det ses tydeligt, når en laptop kobles til PLC´en i styreskabet.

8.000 kodelinjer styrer bryggen
Programmering af bryggeriets PLC er foretaget af Thomas Nielsen, der er teknisk chef og medejer af Erik Lytzen A/S. Han har fulgt udviklingen af IT til industrianlæg de seneste 20 år på nært hold og holder sig løbende opdateret via kurser og praktiske udfordringer fra kunder over hele verden. Til dagligt laver han styring til store anlæg til industrien, og den viden er brugt til opbygningen af mikrobryggeriet. Han siger: ”Vores lille bryggeri viser, hvordan et industrianlæg kan kontrolleres via effektiv udnyttelse af teknik, elektronik og software. Det har taget et par uger at programmere vores bryggeri, men opgaven adskiller sig faktisk ikke fra de opgaver, vi løser for vores store kunder.”
Med 8.000 kodelinjer i PLC´en styrer Thomas Nielsen bryggeriet. Det er foregået på computer i funktionsblokprogrammering, som derefter er lagt ned på PLC´en.
”Vi har samarbejdet med Louis Poulsen Industri & Automation i mange år, primært omkring PLC´erne. De er ekstremt nemme at programmere, og vi nyder godt af, at Louis Poulsen Industri & Automation har alle kompetencerne inhouse her i Danmark. Det betyder, at vi kan ringe til en velkendt person i Danmark, når vi skal bestille eller har spørgsmål.

Bryggeri demonstrerer kompetencer
Anlægget er bygget fra grunden i Erik Lytzen A/S’ værksted. Tegningerne er delvist stykket sammen efter research blandt ligesindede på Internettet, men styringen er samlet specielt til formålet. Thomas Nielsen slogan er: “én kontakt til det hele”, og mikrobryggeriet viser bredden af muligheder. Alt er bygget fra bunden, og styringen kunne i princippet lige så godt være placeret i et industrielt højteknologisk bryggeri, mejeri eller en anden industrivirksomhed med behov for omfattende styring af mange processer.
Anlæggets mekaniske dele er bygget og samlet i ventilationsværkstedet af afdelingslederen for Lytzen Elektro, Alex Sørensen. Han har både bygget valsen, der kværner byg til malt, og det sindrige system af slanger, kedler og haner, der gør det muligt at forvandle simle råvarer til fineste specialøl.

Stor præcision
Automatikken på mikrobryggeriet vil nok kunne få de fleste brygmestre til at hæve øjenbrynene og bliver humlegrønne i hovedet af misundelse, men målet er ikke at gå ind på bryggerimarkedet. Projektet er først og fremmest en showcase til glæde for bryggerne, de øvrige medarbejdere og naturligvis besøgende kunder.
Første øl, der blev brygget, var en lys øl til sommertørsten. Den er efter nogle ugers lagring ved at være drikkeklar. Dernæst blev en mørkere lagerøl sat over, og der er allerede gode idéer til den kommende julebryg. Hver opskrift kræver forskellige blandinger af råvarer, tider og temperaturer, som bliver programmeret ind i anlægget. På den måde kan et perfekt batch, som et bryg hedder i fagsproget, gentages med meget stor præcision, blot råvarerne er de samme. Indtil videre er fire opskrifter indtastet, men der er plads og entusiasme til mange flere.

(Faktaboks)
Om Erik Lytzen A/S
Erik Lytzen Holding A/S er grundlagt i 1970. Det har fra starten været visionen at udføre godt og gedigent håndværk kombineret med høj teknisk indsigt, af glade og veluddannede medarbejdere, for hvem dyder som håndværk, samarbejde og hæderlighed styrer hverdagen.
Fra en traditionel el-installationsvirksomhed har firmaet gennem årene udviklet sig med højt specialiserede afdelinger. Erik Lytzen A/S beskæftiger i dag over 70 medarbejdere, hvoraf flere har været ansat i mere end 25 år. De gennemgår løbende efteruddannelse, så de hele tiden har kendskab til de nyeste teknologier og materialeanvendelser, hver inden for deres arbejdsområde.

Vil du vide mere?
Yderligere information om mikrobryggeriet kan fås ved henvendelse til Thomas Nielsen eller Alex Sørensen på tlf. 96230333. Spørgsmål omkring produkterne som er anvendt i dette projekt kan stilles til Louis Poulsen Industri & Automation på tlf. 70 10 15 35.

Produkter anvendt til bryggeriet:
• FX1N PLC
• Analog kort
• MAC E150
• Citect SCADA software