Den stækkede EU-Kommission, der hidtil har nægtet at se sig som taber i banan-krigen med USA, kører nu det tunge diplomati i stilling for at rette op på skaderne af den diskriminerende handelspolitik.
EU-Kommissionen sagde i går, at den vil bestræbe sig på at leve op til de internationale handelsregler til januar 2000.
Verdenshandelsorganisationen, WTO, har netop dømt EU for at have indført handelshindringer overfor amerikanske frugtvirksomheder til fordel for avlere i EU-landes gamle kolonier. EU har nu besluttet, at det er bedre at handle frit med USA end at give nogle få udvalgte lande i den tredje verden særlige handelsvilkår.
Kun Frankrig, Portugal og Spanien er indstillet på at fortsætte handelskrigen med toldbarrierer, mens de tolv andre søger en forhandlet løsning.
En talsmand for EU-Kommissionen siger, at EU tager WTO-dommen til efterretning og vil indlede forhandlingsrunder med handelsparterne om at få EUs handelspolitik på rette kurs. I sidste uge truede Kommissionen med at ville appelere dommen, men de tanker er lagt på hylden, siger EUs fungerende handelskommissær, Sir Leon Britain. Det kom samtidig frem, at EU-Kommissionen er parat til at sende et forhandlingshold til Washington for at finde en løsning på handelsproblemerne, der har vist sig gang på gang at falde ud til ulempe for EU.
Kommissionen håber at forhandle sig frem til en ny bananpolitik, som hverken strider mod USAs eller WTOs interesser inden januar 2000. De lange udsigter til en forhandlingsløsning skyldes, at der skal vælges ny EU-Kommission og EU-Parlament. Desuden skal der findes en acceptabel løsning for de gamle kolonier i Stillehavet, Afrika og Caribien, som har fået en særstatus i Lomékonventionen.
WTOs dom giver USA ret til at indføre 100 pct. told på en række varer fra EU. USAs toldindtægt skal modsvare et tab på næsten halvanden mia. på banankontoen. De ni ramte varer er blandt andre batterier, litografier, håndtasker fra Italien og Frankrig, badeværelsesudstyr fra Storbritannien samt kaffe- og theprodukter fra Tyskland. USA er parat til at fjerne toldsatsen i det øjeblik, EU ændrer sin bananpolitik, så den svarer til de retningslinjer WTO allerede har afstukket i flere domme. USA vil indføre de nye toldsatser med tilbagevirkende kraft fra 3. Marts 1998. Det er EU ikke enig i.
“Det er normalt at en beslutning kun gælder fra den dag den var taget,” sagde EUs diplomat i WTO, Roderick Abbott, som kræver, at satserne tidligst kan træde i kraft fra 19. april 1998. EU vil nu forsøge at få det spørgsmål afklaret gennem endnu en sag ved WTO.
Det er kun en gang før sket i international handels historie, at en handelsblok har fået tilladelse til at indføre sanktioner ved dom. Det var i 1952 da Holland fik lov til at indføre kvoter på hvedemel fra USA af WTOs forgænger GATT.
Rekord-underskud
USA – Underskuddet på USAs handelsbalance bliver stadig større. De røde tal nåede i februar op på 19,4 mia. dollar (cirka 135 mia. kr.) mod 16,8 mia. (cirka 116 mia. kr.) i januar, viser nye tal fra USAs handelsministerium. Februars underskud på 136 mia. kr. var det største siden februar 1992, da ministeriet begyndte at udsende en månedlig rapport.