Expedit effektiviserer med IP-telefoni

Med et par hundrede brugere og syv lokationer fordelt over Danmark, Norge, Sverige og Finland har Expedit et stort behov for effektiv telefoni. Derfor har Expedit valgt en IP-telefoniløsning fra Aastra Telecom til at varetage en lang række af virksomhedens kommunikationsbehov. Gratis intern telefoni og markant lavere udgifter til udlandsopkald er blandt de målbare resultater af Expedits satsning på IP-telefoni.

Expedit leverer butiksinventar til de største detailkæder i Norden. Virksomheden har cirka 90 procent af markedet, og det forpligter. Expedit har gennem flere år benyttet IP-telefoni fra Aastra, men besluttede sig sidste år for at opgradere til et nyt Aastra Ascotel 2065 IP-anlæg. Det har åbnet for en række nye måder at kommunikere på – både internt og eksternt. En af de nye muligheder, som Expedit har fået, er at det nye IP-anlæg effektivt integrerer med virksomhedens øvrige IT. Det betyder, at medarbejderne kan se hinandens status på computerskærmen og kan foretage opkald og viderestilling med computermusen i et brugervenligt interface. Integrationen åbner samtidig op for, at Expedit kan skalere og udvide systemet med et væld af applikationer, som blot skal installeres på virksomhedens telefoniserver. Det kan eksempelvis være callcenter-funktionalitet, gruppekald eller statistik over opkald.

Begejstrede medarbejdere
”Vores medarbejdere er begejstrede for det her. De sparer en masse tid ved at kunne se,om deres kolleger er til stede, og vi undgår at omstille til medarbejdere, der ikke er til stede. Vi fungerer nu som en samlet lokation, og det er med til at binde virksomheden sammen på tværs af landegrænser,” siger IT-konsulent hos Expedit Per Larsen, der er meget tilfreds med resultaterne.
En anden ny mulighed, som Expedit benytter, er i produktionen. Her har virksomheden maskiner, der producerer inventar til de største butikskæder i Skandinavien. Dette produktionsapparat har en række alarm-funktioner, som sender en SMS til den ansvarlige, hvis noget går galt. Denne funktion kører nu også gennem telefonsystemet.

Besparelser på flere niveauer
I forbindelse med overgangen til den nye IP-løsning fra Aastra valgte Expedit at skifte leverandør af internetforbindelse. Den udskiftning betød alene en så stor besparelse, at udgiften til Aastra-løsningen var tjent hjem stort set med det samme. Dertil kommer de løbende besparelser. Når en dansk medarbejder eksempelvis ringer til en svensk kunde, så bliver opkaldet routet til den svenske Expedit-afdeling, og dermed betales kun svensk lokaltakst. På den måde har Expedit fuldstændig elimineret udgiften til udlandsopkald.
I øjeblikket overvejer Per Larsen at bygge videre på IP-anlægget med en GSM-løsning, der kobler mobiltelefoner på virksomhedens netværk.

For yderligere information kontakt venligst:
Aastra Telecom Denmark
Roskildevej 342 B, 2.
2630 Tåstrup
Telefon +45 43 305 305
www.aastra.dk

Om Aastra Telecom
Aastra Telecom er en international koncern, som er ledende inden for telekommunikations-løsninger til alle typer virksomheder. Med hovedkvarter i Concord, Ontario, Canada udvikler og markedsfører Aastra innovative og integrerede løsninger, som dækker alle kommunikationsbehov. Det gælder såvel store som mindre virksomheder. Aastras løsninger optimerer og effektiviserer virksomhedens kommunikation ved at tilbyde kunderne en komplet serie af IP-baserede samt traditionelle kommunikationsværktøjer – herunder telefoner, systemer og applikationer. De IP-baserede løsninger bygger på åbne standarder. For yderligere information om Aastra – besøg vores hjemmeside på www.aastra.com