Planteportalen.dk giver et unikt indblik i landmandens hverdag og produktionsmetoder. Her kan man følge med i, hvad regnvejret betyder for den lokale landmand, se hvordan markerne udvikler sig og høre de seneste mobilrapporter sendt direkte fra traktoren under efterårspløjningen. Alt dette er muligt på internetsitet Planteportalen.dk.
Vejen mellem landmænd og forbrugere er blevet gjort kortere gennem Planteportalen.dk.
Pernille Kroer, der er informationschef i KFK, siger:
”Der er mange, som er fremmedgjorte overfor landbruget. Mange ved ikke, hvor mælken og brødet kommer fra. Blandt andet derfor har vi taget initiativ til online-tjenesten, der også giver mulighed for direkte kontakt mellem landmænd og forbrugere i debat-sektionen”.
Planteportalen.dk har fået lov til at bruge en række danske gårde som eksempler. Der er således reportager fra gårdene, virtuelle rundture og et væld af fakta om de enkelte bedrifter.
På den måde kan man få et sjældent indblik i den mangesidede hverdag, som landets landmænd har, og samtidig følge produkterne fra de tidligste stadier. –Og det er der brug for ifølge Institut for Fremtidsforskning.
”Vores forskning om forbrugere peger på, at forbruget bliver mere og mere situationsbestemt: Nogle gange køber vi det billigste, vi kan få, andre gange kører vi 100 km for at købe kalvekød hos en bestemt landmand. Der er et klart behov for at følge med. De dage, hvor vi bekymrer os om dyrevelfærd, drikkevand og fremtid, appellerer det, der ligger bagved, til os. Så ja, der er behov for information, så vi kan følge fødevarerne bagud,” siger Anne-Marie Dahl fra Institut for Fremtidsforskning.
Planteportalens mål har været at opnå den største grad af brugervenlighed og relevans samtidig med, at sitet er gået helt tilgrænsen af, hvad der er teknisk muligt. Det gøres blandt med webcams ude på de enkelte bedrifter.
”Mange af mine kolleger holder kortenen alt for tæt ind til kroppen. Vi kan udnytte Internettet til en større åbenhed i landbruget og det skal selvfølgelig gøres,” siger gårdejer Henrik Kjær. Han har været med på Planteportalen siden begyndelsen, og han leverer både mundtlige rapporter og billeder til sitet. Udover at bidrage med indhold til webstedet benytter han nogle de mange services, der findes.
Planteportalens databaser indeholder samtlige markafgrøder og sorter, som danske landmænd kan tænkes at dyrke, både i tekst og billeder. De enkelte planter er vist i flere vækstadier, og derfor går man aldrig forgæves, hvis man skal finde en bestemt plante eller et insekt.
Dertil kommer rådgivningsforummet, hvor alle kan stille spørgsmål til specifikke områder indenfor planteavl. Alle har mulighed for at svare på disse spørgsmål, og KFK har stillet nogle af sine eksperter til rådighed, der så løbende deltager i debatten.
Alle services på planteportalen.dk er gratis.