Efter 21 års hjemmestyre er Grønland blevet en voksen mand. Men han flytter ikke hjemmefra. Det er der ikke penge til.
Efter landstingsvalget i 1999 besluttede det nye landsstyre, at forholdet til Danmark skal ses efter i sømmene. En selvstyrekommission blev nedsat og efter kun to kommissionsmøder ligger det fast, at alle forhold i afhængigheden af Danmark skal til debat.
Intet er længere helligt eller givet på forhånd, hedder det i Nuuk. Landsstyret ønsker at forhandle allerede nu, selvom kommissionen formelt først afslutter sit arbejde i 2001.
Men trods ord og politiske visioner, er der langt fra ønsket om selvstændighed til at flytte hjemmefra for alvor. Indtil videre beholder Grønland sin postadresse: c/o Statsministeriet, Christiansborg, 1218 København K.
“Løsrivelse fra Danmark er en akademisk diskussion,” fastslår landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, Siumut (S).
Omvendt vil han ikke afvise, at der på et tidspunkt kan opstå et folkeligt krav om løsrivelse.
“Hvis olien springer, kan meget ændre sig,” siger landsstyreformanden.
Den grønlandske selvstyrekommission er bundet på hænder og fødder i spørgsmålet om løsrivelse. Kommissionens opgave er at se på større grønlandsk selvstændighed – men indenfor rigsfællesskabets rammer. Den opgave er der foreløbig politisk enighed om i Grønland.
“Jeg tror, det er mere end sandsynligt, at vi vil kræve fuld suverænitet, så snart der findes olie eller gas i Grønland. Vi er afhængige af Danmark nu. Men forhåbentlig ikke for altid,” siger Mogens Kleist fra det lille parti, Kandidatforbundet.
Jens Kaalhauge Nielsen, lektor i politisk videnskab i Nuuk, peger på, at der mangler afgørende forudsætninger for, at Grønland inden for kort tid kan foretage en løsrivelse fra Danmark.
“Nogle elementære ting mangler i Grønland. En veluddannet befolkning.
Erhvervstradition. International orientering,” vurderer Jens Kaalhauge Nielsen. Han tror, at løsrivelse skal skabes gennem en modnet grønlandsk befolkning gennem adskillige generationer.