Interview med danmarksmesteren
I begyndelsen af oktober 2005 vandt 32-årige Janus Gringer Danmarksmesterskabet i poker. Janus slog 800 andre spillere, inklusiv Gustav Hansen, og løb med titlen og 430.000 kr. Vi har talt med ham om at få succes i pokerverden.
På trods af den hurtige succes er Janus Gringer meget afslappet omkring sit pokerspil. Han har ikke købt billet til Las Vegas eller indgået sponsoraftaler, selvom der har været et par tilbud. I stedet satser han på at bygge en karriere op langsomt:
”Jeg har givet mig selv et år til at se, hvor langt det kan drives. Hvis jeg får succes i de kommende turneringer, så giver jeg det en chance for alvor. Jeg tror på, at jeg har evner til at spille mod de største,” fortæller Janus.
Succesen skal gentages
At bliver danmarksmester er langt fra nok til at blive professionel. Man kan være heldig og have nogle gode spil, men det, en pokerspiller skal måles på, er evnen til gang på gang at placere sig godt i turneringerne. –Og det skal være de internationale turneringer.
Derfor ser Janus den kommende European Poker Tour (EPT) til januar som den næste store udfordring og milepæl i den gryende karriere. Indtil da træner Janus omkring 15 timer om ugen ved et par mindre turneringer, lidt onlinespil og spil med en vennekreds, der også er garvede pokerspillere.
Resultat af to års indsats
Janus har spillet målrettet poker i to år, men interessen for kort og poker har han haft hele livet igennem. Det har givet ham en intuition omkring kort og sandsynligheder, men da han begyndte at satse på pokerspillet for alvor, blev det nødvendigt at terpe statistik for at have odds’ne på rygraden.
”Jeg tror, jeg har læst alt om pot-odds, outs osv. – også de rigtig tunge bøger, men jeg er ikke en af poker-autisterne, der udelukkende spiller på statistik og sandsynligheder,” siger Janus, der har en aggressiv spillestil, som også indebærer, at han tager chancer.
”Når jeg sidder over for de helt store spillere som eksempelvis Gustav Hansen, så er jeg helt iskold, mens nogle andre ryster. Det er nok en af mine store forcer, at jeg har den selvtillid,” siger han.
Den nye respekt, Janus har opbygget i kraft af titlen som Danmarksmester, begynder allerede at ændre hans modspilleres spil:
”Folk begynder at spille anderledes mod mig. Der er mere respekt over for bluffs, men omvendt er det måske også blevet mere interessant at skyde efter mig, fordi jeg har en titel.
Til hverdag er Janus selvstændig med en internetbutik.