En af hovedtalerne ved Denmark.com konferencen 8. oktober, Julia Meyer grundlæggeren af First Tuesday netværket, lagde stor vægt på de mange virksomheder, der har klaret sig gennem dot.com krisen i det skjulte.
”Der er mange af dem, og de har arbejdet hårdt de seneste mange måneder. Det er klart, at de vil blive vindere når investeringerne om få måneder igen begynder at glide lettere,” sagde hun. Det sker fordi disse virksomheder har produceret et enormt forskningsmæssigt arbejde, uden at der har været hverken marked eller investorer til at understøtte dem. Alligevel har de klaret sig gennem de værst tænkelige kriser og det tyder på at der er et enormt vækstpotentiale. En del af disse virksomheder ligger i Danmark, mener Julia Meyer:
”Danmark er det ottende mest attraktive land i verden at investere i, når det gælder Internet. Landet er brohoved til Skandinavien, Europa og Østeuropa og infrastrukturen er i top,” sagde Julia Meyer.