Den rivenede udvikling indenfor mobiltelefoni har også en bagside, mener foreningen Mobiltelebranchen, der er en sammenslutning af flere store mobiltelefonproducenter.Danske teleoperatører har så travlt med visionerne omkring UMTS, at de helt glemmer, at informere kunderne om det potentiale, der ligger i de aktuelle GPRS og MMS-teknologier. Mobil-producenter finder det kritisabelt, at danske tele-operatører kun fokuserer på UMTS. Der er en masse værdi i GPRS- og MMS-telefoner, som ikke markedsføres. Det mener Mobiltelebranchen, som langer ud efter teleoperatørerne for at at være for opsatte på at tilbyde de nyeste teknologier, allerede inden de næstnyeste er afprøvet.
Udviklingen går for hurtigt!
“Det er en mærkværdig situation. Flere og flere har i dag mobiltelefoner, som kan bruges til overførsel af data i god kvalitet. Men operatørerne gør næsten intet for at markedsføre de aktuelle muligheder”, siger Peer Kølendorf, formand for Mobiltelebranchen, som repræsenterer næsten alle producenter af mobiltelefoner til det danske marked. Nokia, Sony-Ericsson, Motorola og Alcatel er medlemmer af MTB. ”Dæmp futurismen – og fokusér på at give kunderne ekstra værdi her og nu”, siger Peer Kølendorf.
Anledningen til Mobiltelebranchens reaktion er blandt andet. udtalelser fra TDC Mobils nytiltrådte direktør Mads Middelboe, som hellere vil fokusere på udrulning af UMTS end på markedsføring af GPRS og MMS.
Først indhold – så teknologi
“Hvorfor tro på UMTS, når operatørerne intet gør for GPRS eller MMS-tjenester? UMTS ligger flere år ude i fremtiden? De nye mobiltelefoner, som sælges i dag, giver kunderne mulighed for at være “på” hele tiden – og sende data til rimelige priser. Hvorfor ikke markedsføre dette og opdrage kunderne til de kommende mobile datanet?”, spørger MTBs formand. Mobiltelebranchen mener, at teknologier som SMS, MMS, Java og GPRS er byggeklodser til fremtidens 3. generations mobiltjenester. UMTS er i sig selv ikke nytænkning. De væsentlige og bærende tjenester, som kan skabe nyt indhold og øget trafik i telenettet, er allerede introduceret på mobiltelefonerne, mener foreningen.
Mobiltelebranchen beder derfor operatørerne gå stærkere ind i markedsføringen af de nuværende GPRS- og MMS-telefoner.