Kommuner vil ikke bruge gift

Sprøjtmidlerne skal væk. Selv om det koster dyrt og ukrudtet myldrer frem, står de mange kommuner, der allerede har afskaffet sprøjtemidlerne, fast: Giftsprøjterne skal ikke frem igen.
Det betyder til gengæld, at borgerne må ændre deres syn på, hvor der må gro ukrudt – og hvad det må koste at bekæmpe det.
“Borgerne har bemærket, at her er blevet grønnere,” fortæller vejingenør Ole Petersen fra Skævinge Kommune og hentyder til ukrudtet, som sprøjter op af jorden i vejkanterne.

Tolerance for ukrudt
“Heldigvis er vi i en landkommune, hvor folks tolerance for ukrudt er høj, for det er ikke nemt at holde ukrudtet nede med en gasbrænder. Det er en langsom og dyr proces, som ikke er overbevisende effektivt,” siger Ole Petersen.
Lignende erfaringer findes hos de andre sprøjtefri kommuner. I Aalborg, der satte sprøjtemidlerne på hylden for et halvt år siden, har en ekstra-bevilling på to mio. kr. om året ikke været nok til at holde ukrudtet nede.
Laurits Fristrup fra Drifts- og Anlægsafdelingen:

Ukrudt i parkerne
“Vores opfattelse af hvad, der er grimt og pænt på vores arealer, er ændret. Ukrudt er ikke længere noget, der bare skal væk. I parkerne er det for eksempel fint, at der gror ukrudt under buske og træer, så længe blomsterbedene ikke gror til.” Landskabsarkitekt Ole Suadican fra Albertslund mener ligefrem, at ukrudt kan berige borgerne: “Med ukrudtet kommer insekter og flere andre dyr, og det kan give folk i parkerne en større oplevelse, end hvis der bare var sort, bar jord.”