Linux er slet ikke så giftigt. Det handler bare om at komme i gang, og der er stor sandsynlighed for, at du falder for den lille pingvin som et interessant supplement til vinduerne. På overfladen er der ikke meget, som adskiller Linux fra Windows, men tag ikke fejl. Der er tale om helt grundlæggende forskelle mellem de to styresystemer.
I sidste udgave af PC-Planet gennemgik vi en komplet installation af styresystemet Linux. Vi prøvede både Red Hat og Mandrake, der er to meget ens udgaver af styresystemet. Det viste sig at være en del nemmere og mere brugervenligt, end vi havde turdet håbe. Denne gang ser vi på de grundlæggende forskelle mellem Windows og Linux, som de tager sig ud, når man sidder ved sin Linux-skærm for første gang.
De forskellige udgaver af Linux eller ”Linux-distributioner,” som de kaldes, kan sagtens have den samme brugerflade. Mest kendte er brugerfladerne Gnome og KDE. Det er lidt forvirrende, at to forskellige udgaver af Linux kan have ens brugerflade, men det svarer til at kunne vælge både bilens udseende og dens motor. Styresystemet er motoren, og udseendet plus instrumentbrættet er brugerfladen.
Kommandoer? Nej tak!
Det minder lidt om de forskellige måder man kan indrette skrivebordet, mapperne og filsystemet under Windows på med de såkaldte temaer. Det handler mest om smag og behag. –Men det er en god ide at vænne sig til at tænke på den måde, at der er forskel på en brugerflade og et styresystem. I øvrigt kan man også få brugerflader til Linux, der stort set er magen til Windows XP, hvis man føler sig utryg ved at skulle lære alt helt fra bunden igen. Man kan også vælge at køre Linux uden en grafisk brugerflade, men så er man overladt til en konsol, der kun kan forstå skrevne kommandoer. Det springer vi over denne gang. J
Magen til Windows og dog…
Selve skrivebordet er der ikke de store forskelle ved, hvis man har valgt at installere Linux Mandrake, SuSe eller Red Hat. Der er som standard tre mapper på skrivebordet: ”Papirkurv”, den kender vi jo, ”Min Mappe” og en ”Start Her”-mappe. Desuden er der en programlinie i bunden af skærmen, som svarer til den i Windows. Hvis man altid har arbejdet med Windows, så vil man her føle sig i helt trygge rammer. Også når man klikket på det, der svarer til Start-ikonet på værktøjslinien, vil man opleve, at programmerne startes ved et museklik og i øvrigt fungerer på helt samme måde som i Windows. Men her holder lighederne også op. Så snart man skal til at lave andet end at starte computeren og åbne et program, vil man opleve, at Linux er en ganske anden størrelse end Windows.
Flere skriveborde
En af de væsentligste forskelle er, at Linux arbejder med flere skriveborde i modsætning til Windows ene. Det er meget nemt at lære at navigere rundt på de forskellige skriveborde. I programlinien, som i princippet er magen til den i Windows-brugerfladen, er der et kvadratisk ikon, der som standard er opdelt i fire mindre kasser, som repræsenterer hvert sit skrivebord. Det skrivebord, man har fremme, er markeret i ikonet, så man hele tiden har overblik over, hvor man er. Det smarte ved de fire skriveborde er, at man kan inddele dem med egne ikoner, baggrunde og derved have brugerflader, der afspejler, hvad man bruger computeren til. Der er eksempelvis stor forskel på, hvad man skal have ved hånden, når man laver regnskab, surfer/chatter, skriver opgaver eller designer hjemmesider. Hver af disse opgaver, som oftest kræver flere programmer samtidig, kan nu have hvert sit skrivebord.
Her er et typisk Linux-skrivebord, som er ved at opstarte mailprogrammet Ximian, der minder meget om Microsofts Outlook. Læg mærke til nederste højre hjørne. Her er fire felter, som repræsenterer hvert sit skrivebord. I dette tilfælde er det skrivebord nr. 2, vi befinder os på. Styresystemet her er Mandrake Linux, og brugerfladen er Gnome. I den øverste værktøjslinie, hvor der står ”Mandrake”, kan man få en start-menu udfoldet med alle programmer og redskaber. –Og der er mange småprogrammer til alverdens opgaver. I øvrigt er det sjovt, at skrivebordets ikoner kan strækkes direkte med musen. Således kan man for eksempel få papirkurven til at fylde det hele.
Filsystemet – 15 overordnede mapper
Her er noget andet, som er helt anderledes end Windows og de fleste andre operativsystemer. Harddisken hedder ikke længere C:\ – og det skal man vænne sig til. I Windows har man et filtræ, som starter i harddiskens ”rod”; det kan være C:\, E:\ eller G:\. I Linux starter filtræet ikke ved harddiskens rod, men ved roden ”\”. Harddisken hedder i Linux-systemet \dev\hda. ’dev’ står for ”device” og dækker alle enhederne i computeren. Det være sig udvidelseskort, ram, processor osv. ’hda’ betyder, at der er tale om en harddisk, som har betegnelsen ”a”. Hvis man har endnu en harddisk eller endnu en partition, så vil den hedde \dev\hdb osv.
Udover \dev er der en række faste mapper, omkring 15, som er til programmer, drivers og midlertidige filer. Det hele kan virke lidt forvirende i begyndelsen. –Men fordelen er, at alle filer bliver gemt i et system, der tager højde for, hvilken slags filer de er. Linux-tilhængere mener, at denne fil-opdeling er mere logisk og sætter mennesket frem for maskinen i centrum.
Under Windows kan man lægge filer hvilket som helst sted i sit filtræ, og det er jo lidt tåbeligt, at et Word-dokument kan ligge og gemme sig i en driver-database. Det har man meget bedre styr på i Linux. Man kan selvfølgelig lave alle de mapper og under-mapper, som man har lyst til, men det foregår bare i ens personlige hjemmemappe. Mappen hedder \home\. – Og typisk vil den have undermapper som \pictures og \documents. Denne idé er i øvrigt blevet overtaget af Windows, som kalder sin version af dette system for ”Mine Dokumenter”. Måden at lave nye mapper på og flytte filer på er i øvrigt helt magen til Windows´ måde.
Installation af et nyt program
Igen har vi fat i noget, der grundlæggende er anderledes end Windows’ filbehandling. Der er ikke noget, der hedder en .exe-fil i Linux, og installation kaldes konsekvent for ”compiling”.
Det er lidt et problem, at der kan være flere måder at installere programmer på, men i næsten alle tilfælde står det hele beskrevet i en lille tekstfil, der følger med programmet, når man downloader det. Tekstfilen hedder som regel INSTALL. Installation af nye programmer plejer at være det, som Windows-brugere for alvor finder mystisk ved Linux, for det er ikke bare at klikke på en ”setup-fil”. Eksempelvis kan man komme ud for at skulle hente den seneste Shockwave-afspiller til sin Linux-browser. Det kan sagtens lade sig gøre; langt de fleste steder understøttes Linux af udbydere af multimedieindhold på nettet. –Men når filen er hentet, så er den ikke automatisk installeret. Man har nu to muligheder. Enten kan man vælge den hurtige genvej, der kræver, at man åbner et konsolvindue og lærer et par koder. Den anden mulighed er en softwareløsning, som de seneste udgaver af Linux er udstyret med. Dette program, RPM, holder simpelthen rede på alle programmer for dig og installerer dem efter behov.
Styresystemets ressourceforbrug
Selve kernen i Linux fylder ikke mere, end hvad der kan ligge på en floppy-diskette. Resten er drivere, programmer, brugerflader med guf for øjet, brugervenlighed osv. Det skyldes, at der har været mange udviklere inde over styresystemets tilblivelse, og de har alle arbejdet på at gøre kernen mindre, mere sikker og mere effektiv. Linux er altså et af de mest effektive styresystemer, og derfor kan man med fordel stå lidt af opdaterings-ræset på hardware-fronten.
De tunge Linux-brugere anklager direkte Microsoft for at lave programmer og styresystemer, der bevidst stjæler mange af computerens ressourcer. På den måde bliver folk nødt til at købe nye computere ofte, så de kan følge med udviklingen. –Og hvilket styresystem er det nu, der ligger i stort set alle nye computere?
Man kan eksempelvis se problemet, når man sammenligner en Word-fil med en helt tilsvarende OpenOffice-fil. En helt tom Word-fil fylder 23,5 KB (kilo-bytes), mens en tilsvarende OpenOffice-fil kun fylder 4,9 KB –altså næsten en femtedel, og der er ikke nogen synlig forskel på de to filer. Det betyder faktisk en hel del, hvis man eksempelvis stadig benytter floppy-drev, eller hvis man vil offentliggøre tekstfiler på Internettet og vil spare på båndbredden.
RAM og spil
Hvad angår RAM, så virker det som om, at Linux er bedre til at fordele brugen. Der er hele tiden mere ram i brug under Linux end ved tilsvarende operationer under Windows, men hvor eksempelvis Windows XP anbefaler 128 Mb RAM, så kan Linux Red Hat uden problemer køre med blot 32 Mb RAM og en processor på blot 200 mHz. (Vil man have de seneste brugerflader og køre grafiske programmer, så kræver det naturligvis mere, men selve kernen i styresystemerne er utroligt spartansk.)
En anke, som man kan have mod Linux, er, at der ikke bliver lavet spil til styresystemet. Det er rigtigt, at de store spil-firmaer kun yderst sjældent laver en Linux-version af et nyt spil, men der er faktisk mange spil til Linux. Man kan få Quake III, Myth II og Sim City. Problemet er, at Linux aldrig rigtig har været optimeret til spil, men det kommer helt sikkert, efterhånden som flere hjemmebrugere begynder at efterspørge dem. Der er masser af små spil, som tetris, skak og den slags, men udviklingen indenfor 3d-engines til Linux er desværre et par år bagefter.
Der er dog ingen tvivl om, at det kommer. Alene det faktum, at Linux bruger meget mindre processorkraft og RAM-hukommelse vil betyde, at en spil-industrien allerede har et hardware-mæssigt forspring, når der skal udvikles krævende spil til Linux.
Windowsprogrammer på Linux?
I øjeblikket understøtter Linux ikke programmer, der er skrevet til Windows. Det svarer til, at man ikke kan køre Machintos-programmer på en Windowsplatform. Der er dog flere initiativer i gang, som vil gøre, at man ved hjælp af en softwareløsning til Linux kan afvikle software fra Microsoft. Det gøres ved, at man får programmerne til at tro, at de er på en Windowsmaskine. Der er stadigt et stykke vej endnu, inden det kører helt glidende, men med programmet WINE til Linux kan man uden problemer afvikle Microsofts Office 98 og Office 2000. Udviklerne bag WINE spår, at Office XP bliver fuldt understøttet i løbet af ganske få måneder (første kvartal 2003). Man kan i øjeblikket med det gratis program WINE bruge Windows-programmer som Photoshop 5.0, Illustrator 10, Lotus, de seneste udgaver af spillene Halflive, Quake og hundredvis af andre programmer.
Sjovt nok kan man også under WINE til Linux køre et program til Windows, der kan afvikle commodore 64-spil. Det ser ud til, at det er et spørgsmål om tid, før vi ser et styresystem, der understøtter og kan afvikle alle kendte programmer uden problemer. –Og det er næsten sikkert, at det vil komme til at køre på en Linux-kerne.
Se mere om WINE på www.winehq.org
Photoshop 5.0 på en Linuxmaskine? Det kan faktisk godt lade sig gøre. Man skal blot installere programmet WINE på sin Linux-computer. Herefter kan mange af dine gamle Windowsprogrammer blive genfødt i Linux-verden.
-Også Max Payne kører problemfrit i Linux ved hjælp af WINE. Her er det på en Red Hat Linux-distribution med brugerfladen KDE.
Her ses startbilledet til den gratis kontorpakke OpenOffice. Den lever helt op til Microsofts Office-pakke, men der er små forskelle, som man skal lære at kende.
For eksempel bruger skribenten til denne artikel meget ordoptællingsfunktionen i Word, som ligger to klik væk. I OpenOffice er denne funktion gemt et ret ulogisk sted, og det er selvfølgelig irriterende.
Heldigvis kan man både åbne Word-dokumenter fra Windows og gemme dem som Word til Windows igen. Der er altså ingen risiko for, at man havner i en ”blindgyde” efter at have installeret Linux og et af de gratis kontorprogrammer. Det samme gælder for regneark, mail og web-editorer. –Alt kan i princippet udveksles på tværs af platformene, bortset fra at Microsofts Office-pakke har problemer med at læse mange fremmede filtyper.