Linux? Windows? Lindows!

Det hører til de absolutte sjældenheder at nye styresystemer ser dagens lys. I princippet er der kun OS fra Apple, Windows fra Microsoft og det anarkistiske Linux, som normale brugere kan møde på deres vej gennem den digitale verden.

Ikke desto mindre er et nyt system på vej. Det hedder Lindows, og som navnet antyder er der lige dele Windows og Linux i opskriften. Sagt firkantet så er styresystemet bygget på en Linux kerne, med alle de fordele der er i det. Kildekoderne er åbne, så man kan ændre i alt selv og systemet er ultrastabilt.. Fordelen er, at man kan afvikle alle programmer til Windows og Linux på Lindows.

Linux til hjemmebrugerne
Linux er efterhånden ved at være så brugervenligt at mange hjemmebrugere overvejer at installere det i stedet for at skulle følge med på Microsofts evige opdateringer. Men det som afholder mange fra at tage springet ud i et helt nyt styresystem er at de er bange for ikke længere at kunne benytte de velkendte programmer og dermed også miste muligheden for at benytte gamle filer. Men Lindows skulle alle bekymringer være ovre.
-Det lover udviklerne i hvert fald. Mange skeptikere peger på, at Lindows endnu ikke for alvor kan afprøves i praksis. Hvis man vil prøve en testversion, så koster det 99 dollars. Desuden er det kun er nogle windows-programmer, der kan køre under Lindows uden problemer.

Penge fra MP3.com
Manden bag Lindows er Michael Robertson, ham der startede et af de største websites nogensinde, MP3.com. Han mener, at hvis bare den første udgave af Lindows kan køre nogle af de mest anvendte Microsoft-programmer, så vil der være en markedsandel for det nye styresystem. –Og hvis der er en markedsandel, vil udviklingen gå meget hurtigt, mener han.
Microsoft har ifølge amerikanske medier allerede sat en hel hær af advokater til at undersøge om en konkurrerende software-virksomhed må bruge navnet Lindows, fordi det minder for meget om Windows. En talsmand for Microsoft, Jon Murchinson, udtaler til Internetnews.com, at de ikke er ude på at forhindre at Michael Robertson udvikler Lindows, -”Men vi siger blot, at vi ikke synes, de skal gøre det under et navn, som minder så meget om vores varemærke,” lyder det fra Microsoft.

Krig om koder
Microsoft frygter tydeligvis, at deres programmer vil blive brugt af folk med andre styresystemer end Windows. Det kan føre til at Microsoft begynder at integrere kommende softwarepakker endnu tættere til Windows. Omvendt vil det betyde, at Linux-udviklerne skal til at være endnu mere kreative når de koder Windows-simulatorer. Det kan betyde, at en programmeringskapløb står for døren, men det skyldes ikke udelukkende Lindows.
De gamle linux-udviklere er skeptiske overfor Lindows. Det skyldes, at de selv siden 1993 har arbejdet på et lignende projekt. Det hedder Wine og er i modsætning til Lindows gratis og kan hentes uden videre fra Internettet. Der har aldrig være nogen penge involveret i det, og programmet kan faktisk allerede køre nogle Office-versioner og spil til Windows på Linux, men der er stadig mange bugs (små programfejl). Wine lægger sig som en windows-simulator ovenpå Linux på samme måde, som man kan få et program til Mac, der tillader, at man afvikler visse Microsoft-programmer.

Gammelt vin på nye flasker
Linux-udviklerne mener, at Lindows bare er et forsøg på at tjene penge på et produkt som er skabt af mange hundrede programmører i deres fritid verden over. Til det svarer Michael Robertson, at kapital kan gøre meget for software-udvikling. Efter salget af MP3.com er han blevet mange-millionær, og for de penge har han ansat en stab af programmører, som udelukkende arbejder på Lindows.
På den anden side er der ikke noget usædvanligt i, at versioner af det åbne styresystem Linux koster noget. Der er gratisudgaver, men vil man have nemme brugerflader, og har man ingen planer om at rette i sit eget styresystem, så kan man købe færdige pakker med alt muligt tilbehør. Linux Red Hat er et eksempel på en Linux-version, som man kan købe.

Halv pris af Windows
Den endelige version af Lindows kommer til at koste 99 dollars, samme pris som testerne må betale. Det er omkring halv pris af hvad Microsofts styresystemer koster.
Lindows forventer at den første version kommer på markedet i første kvartal af 2002, og i løbet af 16-20 måneder vil anden version være parat. Den vil være 100 pct. kompatibel med alle windowsprogrammer, lover det nye softwarehus, Lindows. Spørgsmålet er om Lindows virkelig tilføjer Linux en værdi, i forhold til, hvad man selv kan sammensætte af shareware-programmer fra Internettet.

Se mere på www.lindows.com

Billedtekster:
Lindowsstartup: Ved startup har man mulighed for at vælge hvilket styresystem man vil benytte. Har man Lindows skulle der ikke være nogen grund til at starte Windows, fordi alle programmer kan køre under Lindows. –Sådan bliver det ihvertfald snart lover Lindows.

Microsoftprogrammer på Wine: Det gratis program til Linux, Wine, har i mange år gjort hvad Lindows nu kalder en nyhed. Her ses hvordan både Netscape og Explorer kører fint på Linux, vha af simulator-programmet Wine. Wine har stadig mange småfejl. Hvis Lindows kan rette dem, så har Microsoft fået en stor konkurrent. ¨

Shot2: Her vises Microsofts postprogram Outlook og regnearket Exel på Lindows. Efter sigende kører hele Microsofts Office-pakke uden problemer på Lindoes.