MASCOT SmartStore effektiviserer indkøb af arbejdstøj

Effektiviseringer når ud i alle kroge af virksomhederne i disse år. Et af de seneste og mest besparende eksempler er tøjfabrikanten MASCOTs løsning til online-bestilling af arbejdstøj. MASCOT har i mange år været en af Europas største producenter af arbejdstøj, og virksomheden er kendt for sin høje kvalitet, et bredt udvalg og lækkert design, der passer direkte ind i de fleste virksomheders behov.

MASCOTs forretningsmodel går ud på at markedsføre virksomhedens tøjprodukter gennem eksterne forhandlere som eksempelvis Lemvigh-Müller. Dermed har MASCOT ikke direkte kundekontakt, og virksomheden har gennem en årrække, lidt fra sidelinjen, set, hvordan bestilling af tøj ude i virksomhederne mange steder er blevet en administrativ udfordring.
De fleste steder er det op til den enkelte medarbejder at gøre opmærksom på, hvilket arbejdstøj vedkommende har behov for. Det afstemmes som regel med et budget, som angiver, hvor meget den enkelte kan købe for. Den person, der har ansvaret for arbejdstøj, skal også holde styr på tøjstørrelser, hvor tøjet skal sendes hen, og om der eventuelt skal indsyes logo og navn. Det bliver hurtigt til en stor logistikopgave med mange muligheder for fejl, hvor de ansvarlige bruger uforholdsmæssigt megen tid på tøjhåndtering.

Mascot arbejdstøj

Skræddersyet løsning til hver virksomhed
Denne problemstilling, som i sidste ende har været en begrænsende faktor for MASCOTs salg, valgte MASCOT at løse med helt nye midler. Gennem analyser af hele salgsflowet blev et online-system opbygget, som sætter virksomhederne i stand til at skræddersy en lokal indkøbsportal på internettet, hvor medarbejderne selv vælger deres arbejdstøj. Virksomhederne kan ud fra MASCOTs lager på over 17.000 varenumre begrænse deres medarbejderes muligheder for indkøb til at være bestemte farver og tøjtyper. Virksomhederne kan også definere et fast budget for deres ansatte, så hver medarbejder har et vist beløb at købe ind for.

Fremtidens måde at købe arbejdstøj på
“Det her bliver fremtiden for både os og vores kunder. Systemet er gratis, og det har så mange umiddelbare fordele, at vi blot skal vise det for at overbevise vores kunder. Alle led bliver mere konkurrencedygtige, og vores forhandlere kan tilbyde en langt bedre service,” siger Jan Opstrup, IT- & Sales Facilitator fra MASCOT A/S.
Siden systemet blev taget i brug første gang i begyndelsen af 2010 er nu 20.000 medarbejdere fra op til 300 danske virksomheder brugere af systemet.
“MASCOT SmartStore har ikke blot effektiviseret hos vores eksisterende kunder. Vi har set, at vi får nye kunder takket være de muligheder, som vores SmartStore giver,” fortæller Jan Opstrup.
I løbet af 2011 vil SmartStore blive udrullet til hele det europæiske marked.