Midtfyns Festival: Iscenesætteren

Henrik Grønbech har ansvaret for, at hele rocklandsbyen i Ringe på Midtfyn fungerer, og topnavnet Aerosmith har alene 140 tons udstyr med.
Det er torsdag eftermiddag bag Midtfyn Festivalens største scene. Production Manager Henrik Grønbech har ansvaret for, at en hel rocklandsby fungerer om fire timer. Alligevel minder han om en rolig familiefar, der netop har læst den vedlagte brugsanvisning til et firemands-telt, og føler, at han har helt styr på sagerne.
Det er dog ikke et havetelt, der skal stilles op på græsplænen et sted i det midtfynske, men derimod Rockscenen, hvor amerikanske Aerosmith skal blæse mere end 30.000 tilskuere omkuld i løbet af aftenen.
42-årige Henrik Grønbech er ansvarlig for alle scenerne på Midtfyns Festival. Ikke mindst festivalens flagskib, Rockscenen, der alene til en koncert med forsangeren Steven Tyler og co. i Aerosmith kræver strøm som en stor dansk landsby. De 600 lamper, som hænger i fire stålwirer over scenen, bruger hver lige så meget strøm som en el-radiator.

Det hårdeste
»Forberedelsen er det sværeste og hårdeste. Musikerne stiller vidt forskellige krav om sceneudstyr og sikkerhed. Man skal være lidt af en krejler,« siger Henrik Grønbech.
»Vi skal forhandle hårdt om hver enkelt detalje uden at fornærme de store navne, som jo sælger billeterne.« At tømme lastbilerne for grej er ifølge scenemanageren bare et spørgsmål om overarme.
Men der skal nu en del overarme til. Torsdagens og vel også festivalens absolutte hovednavn, Aerosmith, fylder selv syv lastbiler med hver 20 tons udstyr. En stab på 55 hjælpere, de såkaldte roadies, med langt hår og fluebriller følger bandets Europa-turne. Den lille festival på Fyn er blot ét af 23 spillesteder, hvoraf hovedparten er stadionkoncerter.
Det kørende show er i størrelse kun overgået af Michael Jackson og Rolling Stones, når de er på tur. Bussernes aircondition og køleskabe bruger mere strøm, end når Lars Lilholt spiller koncert.
Bandets overlegne grej betyder også, at festivalens eget udstyr rykkes i baggrunden.
»Vi prøver at give dem så meget plads som muligt. Eksempelvis bruger de deres egne TV-fotografer til koncertens storskærm. De får også lov til at sætte deres eget lys op. Aerosmith ville aldrig spille med andres lys, men de er nødt til at bruge festivalens højttalere,« siger Henrik Grønbech.

I første division
Men her stopper musikernes krukkeri også. Bandet har ikke bestilt hverken nøgne damer, sprut eller overdådige middage. De skal have sundt og friskt mad med masser af grøntsager.
»Vi er jo oppe i første division. De bands som har store armbevægelser er for det meste mindre danske bands. De rigtig professionelle gør ikke den slags,« mener Henrik Grønbech.
»t døgn kæmper scene-folket med at stille Aerosmiths udstyr op. Efter koncerten skal der ryddes op og pakkes på to timer, hvorefter lastbilerne kører til Italien.
Bandet får et par dages hvil, men Henrik Grønbech fortsætter sit bagscene-diplomati og når efter eget udsagn ikke at nyde festivalens gode stemning, før det hele er ovre.