Midtfyns Festival: Midtfyn er klar

Musikalsk satsning og godt vejr tegner godt for Midtfyns Festival, der tyvstartede i går.
Omkring 10.000 sommerkåde musikelskere strømmede i går ind på festivalpladsen i Ringe til en ny omgang Midtfyns Festival. Vejrudsigten er perfekt, støvet er begyndt at rejse sig, og der er ingen afbud i festivalens hidtil mest ambitiøse program. Festivalledelsen regner derfor med at komme et godt stykke over 30.000 betalende gæster, der er den magiske grænse mellem overskud og underskud.
Onsdagens tyvstart bød blandt andet på Monrad og Rislund, Allan Olsen samt en række amatørbands og åbning af en ny amatørscene, der skal være åben for alle gæster med noget på hjerte.

Indianerstamme
Nogle af dem, der har noget på hjerte er den ti mand store indianerstamme, Hvid Mands Ryg, fra Solbjerg ved Århus. Høvdingen, den 18-årige Simon Clemens, siger, at de er den eneste tilbageværende hvide indianerstamme, og da stammen kun består af unge mænd, er gruppen truet af udryddelse.
Det forsøger de at råde bod på ved at danse squaw-dans foran hovedindgangens køer.
Indianerstammen, der er på Midtfyns festival for tredje gang, har brugt tre uger på at sy kostymer, ordne deres to indianertelte og indstudere deres uofficielle festivalindslag.

Julepynt
Af officielle nyskabelser kan nævnes en beach club, tysk bierhalle og som noget helt nyt vil flere af koncerterne blive transmitteret direkte over internettet.
For de juleglade kan festivalen også byde på et julepyntet telt, hvor der serveres æbleskiver og gløg i sommervarmen.
Et andet sted har publikum fri adgang til internet og netværksspil på computere.

Aerosmith
I dag går festivalen for alvor i luften med det amerikanske trækplaster Aerosmith, svenske Eagle-eye Cherry, og The Black Crowes.
Samaritterne og Ringe Politi oplyser, at festivalen indtil videre er forløbet fredeligt.