Christer Fuglesang er svensker og astronaut – uddannet Mission Specialist. Det er en uddannelse, der er direkte rettet mod arbejdet i Rummet. Han bliver også den eneste skandinaviske astronaut ombord på den internationale rumstation, hvor han vil komme til at udføre en lang række eksperimenter.
Jyllands-Posten mødte ham på mellemlanding i København. Hans navn er Christer Fuglesang, og han har taget sig tid til at mellemlande i København et par timer, inden han drager videre til “Star City” udenfor Moskva. Her skal han hjælpe besætningen på MIR ned lørdag d. 28/8 1999.
Jeg havde forestillet mig noget i retningen af en supermand, men pludselig står han der foran mig. En lille mand på 42 år med polo-shirt, cowboybukser og en diskret NASA-kuffert i hånden. Han virker lidt genert, men jo, han vil gerne med en tur i Rundetårn. Her skal vi se Ole Rømers gamle observatorium og snakke om livet i astronauternes rækker og risikoen, der følger med. I taxaen fortæller Christer Fuglesang om de næste dages arbejde i Moskva.
Photo credit: dantada from morguefile.com
Support-missioner
“Når jeg ikke er i træningslejr på Johnson Spacecenter i Houston, så deltager jeg i support-missioner, som for eksempel at vejlede besætningen på MIR under en landing. Det er specielt at arbejde for russerne. Rumforskningen er meget hemmelig, og “Star City” er fuldstændigt lukket for omverdenen. NASA og ESA har deres egen lille by udenfor “Star City” og vi er under skarp overvågning hele tiden. Men et af de allervigtigste formål med at have en europæisk rumforskning -og industri er også at forpligte russerne i et internationalt samarbejde.
Det kan være nemmere for dem, at lade sig diktere af en svensker, eller en franskmand end af en amerikaner.” Hvorfor skal der mennesker i Rummet, når alle forsøg og observationer kan laves meget billigere af robotter, der jo ikke skal have hvile, mad og ilt? “Det er rigtigt, at nationerne kan have til formål at opnå prestige ved at sende astronauter op. Men vi er ikke kun deroppe for at forske, vi er også deroppe som levende eksperimenter selv. Selve det at være der har betydning for, hvordan vi i fremtiden indretter permanente rumstationer og langtrækkende rumkapsler. Det er en ny grænse, som mennesket må vænne sig til at færdes i.” Hvad med risikoen? “Fjorten astronauter er døde i rumfartens historie, og kun i et par tilfælde var astronauterne fanget i en fælde, der med sikkerhed ville lede dem i døden.
Risikofyldt job
I træningen arbejder vi ikke med risikoen for nedstyrtning og død. Vi går målrettet efter at løse vores missioner, og går det galt, så går det galt. Vi har ikke en cyankalium-kapsel i mundvigen, som vi kan tygge hul på, hvis uheldet er ude. Hvis det var en mulighed, så ville man måske i panik vælge det i stedet for en kreativ løsning på problemet.” Og Christer kender sin rumhistorie: “Eksempelvis var der to russere, der skulle hjem efter et længere ophold på en rumstation. På et tidligt tidspunkt under hjemturen gik det op for dem, at faldskærmen ikke fungerede, og de har oplevet, at der blev varmere og varmere indtil de til sidst brændte op af friktionsvarmen i atmosfæren. I det tilfælde ville det måske have været en fordel med en hurtig løsning.”
Ældre astronauter
Typisk kommer en astronaut op tre gange i løbet af en karriere og tendensen er, at rumfartsorganisationerne vælger at sende ældre og ældre astronauter op. Hvad skyldes det? “Det skyldes, at man først og fremmest går efter modenhed, en stabil psyke og ikke længere efter unge jagerpiloter som i rumfartens tidlige stadier. Vores pensionsalder ligger omkring de tres under forudsætning af, at helbredet holder.” Til dagligt bor Christer Fuglesang med sin kone og tre børn i Houston, hvor ESA træner sine astronauter sammen med NASAs. Arbejdspladsen er enorm og ligner en blanding mellem et industrikompleks og et universitet. På arbejdet har han 160 kolleger, der alle er astronauter fra EU, USA, Rusland, Japan og Canada.
Satsning på Fuglesang
Christer Fuglesang er topranket til at komme op på den internationale rumstation i 2002, men klarer han ikke alle prøver, må han vinke farvel til den oplevelse. De seneste ni års prøvelser har dog efterhånden overbevist ESA om, at Christer er værd at satse på, og opsendelsen venter som forløsningen på det lange slid.
Bliver man et andet menneske af at komme ud i Rummet? “Jeg tror ikke, at jeg selv vil få en religiøs oplevelse, som nogen snakker om. På den anden side er man jo et produkt af sine oplevelser, og det at have været i Rummet er noget ganske unikt. Det sætter alting i perspektiv, og kan på den måde ændre hele ens oplevelse af verden.” Hvad siger din familie til, at du skal sendes i kredsløb? “De er da bekymrede, når vi står og ser op i stjernehimlen. Men de har, ligesom jeg, vænnet sig til, at jeg om par år skal bruge op mod et halvt år på den internationale rumstation. Når den tid kommer, vil vi være i kontakt med hinanden gennem direkte videoopkobling og e-mails.
Vi ankommer til Rundetårn netop, som billetdamen låser op.
Besøg i Rundetårn
“Goddag, vi kommer fra Jyllands-Posten og vi vil gerne vise en astronaut
Rundetårn.”
Det er tydeligt, at den unge pige aldrig har hørt noget så skørt, så hun beder lidt vrissent om dokumentation, og det får hun. Christer hiver på bedste CIA-maner sit NASA/ESA-identitetskort frem og vi får lov til at have tårnet for os selv i en halv time. Pigen spørger, om han har været i Rummet.
Christer Fuglesang må gå til bekendelse og indrømme, at det har han altså ikke endnu.
Er man overhovedet en rigtig astronaut, hvis man ikke har været på rumfærd? “Som pigen var inde på, så er man måske kun en rigtig astronaut, hvis man har været oppe, og det viser sig også i hierarkiet blandt astronauterne. Der er dem, som har været “oppe” og dem, som ikke har, og derefter stiger man i graderne alt efter hvor mange gange, og hvor gammel man er. Der er en stor offentlig interesse for dem, som har været oppe, og de bliver tilbudt alle mulige jobs i erhvervslivet.” Er der konkurrence blandt astronauterne? “Der er helt klart den daglige konkurrence blandt astronauterne. Jeg vil kalde det en positiv konkurrence, der gør, at vi hele tiden yder det maksimale, men det er ikke sådan, at organisationerne spiller os ud mod hinanden eller foretager en udvælgelse. Er man først i systemet, så kommer man som hovedregel også til at bruge sin uddannelse i praksis i Rummet.
Hård konkurrence
I Rusland er arbejdsforholdene ikke så gode. De har mange astronauter, der aldrig kommer op og dermed en hård konkurrence blandt astronauterne. En anden stor forskel på arbejdet i Rusland er, at stort set alle russiske astronauter er rygere. Det er bandlyst i EU og USA.” Tjener du godt? “Lønnen er ikke noget særligt. Den er nok lidt højere end, hvad en forsker eller ingeniør tjener i Sverige, men i betragtning af, at man arbejder i et internationalt miljø med et stort ansvar, er det ikke meget. Astronauterne er en af de billigste installationer på en rumstation. Dertil kommer så, at de fleste astronauter hos ESA og NASA har arbejde i erhvervslivet.” Solen står lavt over Øresund og byens larm ligger langt under Rundetårn.
Christer stiller op til fotografering i sin medbragte NASA/ESA træningsdragt, der er plastret til med logoer og stofmærker.
Mission specialist
Christer Fuglesang er uddannet Mission Specialist, og det er en uddannelse, der er direkte rettet mod arbejdet i Rummet. Opgaven er at bevare overblikket over missionen og tage sig af kontakten til Jorden i modsætning til piloterne, der skal trykke på knapperne. Men ombord på den internationale rumstation vil han også komme til at udføre en lang række eksperimenter.
Det praktiske arbejde på rumstationen vil hovedsagligt være fysiske og biologiske eksperimenter. Derudover skal Christer Fuglesang deltage i en række observationer af både Rummet og Jorden. Det endelige arbejdsprogram er ikke fastsat endnu. Det kan ændre sig efter nye teknologiske muligheder og industriens ønsker.
Nogle af de opgaver, der venter, er fremstilling af komplekse proteiner og store krystaller, som ikke kan lade sig gøre på Jorden på grund af tyngdekraften.
I øvrigt søger ESA astronauter i øjeblikket til arbejdet på den internationale rumstation. Basens levetid er på minimum 15 år.
Det betyder, at de første halvtreds europæiske forskere kan nå at løse billet, og de fleste af dem går stadig på universitetet, og aner ikke, hvad der venter dem.
En astronauts levned:
Christer Fuglesang blev student i 1975 og læste fysik ved Stockholms Universitet, hvor han blev doktor i fysik 1987. Det bragte ham til Geneve, hvor der blev udført storstilede forsøg med kollision af protoner og antiprotoner.
Under en ferie hjemme i Sverige gjorde en ven ham opmærksom på, at EAC var i færd med at opbygge et korps af europæiske astronauter, og at fem svenskere ville blive udvalgt til nærmere tests. EAC er Det europæiske Rumagenturs træningscenter i Tyskland. Christer Fuglesang blev en af de fem, og den ene test afløste den anden i løbet af to år. Psykologer i Paris og læger i Hamburg har gransket hans helbred, han har været i trykkabiner og i centrifuger.
I 1992 kunne han skrive kontrakt med EAC om fast ansættelse.
I 1995 fik han ansvaret for den russiske rumsonde MIR under nogle af de mest komplicerede manøvrer.
En gang om ugen er han i simulatoren, der er en virkelighedstro udgave af cockpittet i den franske bæreraket Ariane V, der skal løfte Christer op til Den internationale Rumstation. Simulatoren kan vende og dreje cockpittet i alle dimensioner og lave naturtro rystelser.
Christer Fuglsang er en ud af fjorten europæiske astronauter. De er alle på kontrakt hos ESA, der er en europæisk søster til NASA. ESA er financieret gennem offentlige tilskud og fra EU-landene og europæisk industri.
Danmark er en af de aktive medspillere i ESAs rumforskning og betaler en god bid af blandt andre Christer Fuglesangs løn og træning.