NATO i krig: Militærhjælp, hvis flygtninge skal hjem

EU-kommissær med ansvar for flygtninge, Emma Bonino, gjorde det i går klart, at målet er, at få de flygtende kosovo-albanerne tilbage til deres hjem, og at det kun kan gøres med militær hjælp.
“Vi har været igennem fasen med ubevæbnede observatører. I Geneve-konventionen står der, at flygtninge skal kunne vende tilbage uden frygt eller risiko, og det kan de ikke, hvis de bliver eskorteret af Milosevics eller Arkans tropper,” vrissede Emma Bonino, da hun langfredag holdt en følelsesladet tale i Bruxelles, netop hjemvendt fra et besøg ved grænsen til Kosovo.
“Hvad, der sker ved grænserne til Kosovo, er som taget ud af filmen Schindlers liste. Der er massakrer og etnisk udrensning i Kosovo, vi kender det hele fra fyrrerne. Vi er nødt til at trække en klar linie ved barbarisme. Nogle kalder det, der foregår, massemord, og det er det også i den forstand, at serberne er ved at udrydde kosovoalbanernes identitet,” sagde hun og fortsatte:

EN NØJE PLAN
“Dette er en del af en nøje plan, som blev lagt for ti år siden af Milosovic, og han ønsker, at vi skal se billederne af tog med flygtninge, det er en del af planen.” Kommissæren luftede en ide om at etablere sikre zoner i selve Kosovo, men igen kun hvis det bliver med bevæbnet beskyttelse.
Emma Bonino blev ved pressemødet kritiseret for ikke at have været hurtigere med nødhjælpen.
“EUs nødhjælpsorganisation, ECHO, har været paralyseret i de seneste måneder af årsager, jeg ikke vil komme ind på her. Tænk på, at hvis vi havde sat et nødhjælpsarbejde i gang for fjorten dage siden, og der så ikke skete noget, så ville vi blive beskyldt for at spilde penge,” sagde Emma Bonino.
Kort efter udmeldingen fra EU-Kommissionen, anbefalede den hollandske regering NATO, at de allierede tropper, der er stationeret i og omkring Balkan, skal sættes ind for at hjælpe flygtningene, der allerede er sluppet ud af Kosovo. Emma Bonino understregede desuden, at flygtningene fra Kosovo ikke ønsker at blive sendt videre til flygtningelejre i EU-lande.
“De vil tilbage til deres hjem, så hurtigt som muligt,” sagde hun.
EUs udenrigsministre skal mødes på torsdag i Luxembourg for at koordinere hjælpearbejdet. EU ønsker at vise solidaritet med de lande, der belastes af den serbiske leder Slobodan Milosevic’ fordrivelse af de etniske albanere.
Såvidt Jyllands-Posten erfarer i Bonn indkalder EUs formandskab også i næste uge til et møde for indenrigsminstrene.
Mødet skal drøfte og koordinere fordelingen af flygtninge.