Nyt annoncenetværk åbner i Danmark

Der er mange penge at hente, lover TradeDoubler, hvis man kobler sig på deres internationale netværk af e-handelssites og tilknyttede sites. Fordelen ved netværket er, at selv ganske små sites kan tjene penge på at henvise surfere til handelssites. Omvendt kan e-forretninger målrette deres annoncering langt skarpere end hidtil og generere mere trafik, mener den danske direktør René Rechtman: “Desuden er det den billigste måde at få købedygtige kunder til handelssites,” siger han.

Nyt sporingssystem
Recepten for TradeDoubler er klar til den officielle åbning på mandag. Der lægges et link ud på en hjemmeside eller portal. Banneret henviser til en butik på nettet, som har en aftale med TradeDoubler. Ejeren af hjemmesiden med banneret får nu et beløb, for hver gang en besøgende klikker sig ind på butikken. -Men ikke nok med det. TradeDoublers sporingssystem kan finde ud af, om den besøgende køber noget i e-butikken. Gør kunden det, vil portalejeren, der har sat banneret op, modtage en vis procentdel af salget.
En lille hjemmeside kan altså tjene mange penge på Tradedoubler links, hvis blot brugerne er gode kunder.

Godt for små sites
“Eksempelvis kunne man forestille sig en smal hjemmeside med 500 besøgene om bjergklatring. Her vil det aldrig kunne svare sig at annoncere. Men hvis de sammen med andre lignende sider linker til en online butik, der handler med klatreudstyr, så er der penge at hente,” siger René Rechtman.

For at netværket fungerer er der altså brug for fire medspillere:

1) E-handelsstedet, der ønsker at øge trafik, registreringer og salg ved at etablere et partnernetværk.

2) Partneren, der normalt er en niche-website eller en vortal (vertikal portal), og som får provision baseret på henvisninger.

3) TradeDoubler, der sporer trafik, registreringer og salg samt udbetaler provision.

4) Kunden, der besøger partner-websitet, og ser reklamebudskaberne i et troværdigt miljø.

Flere tusinde tilknyttede sites
Den forretningside har nu ført TradeDoubler til Danmark, og allerede inden den officielle åbning den 4. september har adskillige virksomheder koblet sig på netværket.
Det samme har en række mindre portaler, som ikke er store nok til at tjene penge på normalt bannersalg.

“Man glemmer ofte at 99 procent af Internettet består af små smalle sider, der til sammen har et meget stort potentiale. Tidligere har det ikke kunne svare sig at lægge banners på en foreningssite, der kun har 500 hits om måneden, men vores software gør det nu muligt, at både bannerejeren og websiden kan tjene gode penge på det,” lyder det fra TradeDoubler.

Uden konkurrence – endnu
TradeDoubler har patenteret sin software, og i øjeblikket står selskabet uden reel konkurrence på det europæiske marked. Det giver plads til ekspansion og både Asien, Østeuropa og USA bliver nævnt i forbifarten sammen med opkøb af potentielle konkurrenter. På det amerikanske marked findes en del store konkurrenter, og de har planer om introduktion på det europæiske og danske marked. En mindre dansk virksomhed, Fastpartner, er ligeledes på vej med en tilsvarende satsning. Fastpartner har dog ikke deres egen softwareløsning.

Ifølge internationale undersøgelser ser fremtiden lovende ud for partnerprogrammer som TradeDoubler. Tabellen herunder viser en undersøgelse, der blev gennemført af Forrester Research i 1999. I undersøgelsen blev forskellige markedsføringsmetoder til online-salg og deres effektivitet sammenlignet. Tabellen angiver, at partnerprogrammer stadig er ret ukendte, men er mere effektive end andre markedsføringsmetoder.

Ifølge det amerikanske analysefirma Gartner Group vil 50 procent af al e-handel komme fra partnerprogrammer eller affiliate marketing i år 2002. De store e-handelsforretninger i USA genererer allerede mellem 20-25 procent. af deres salg via disse programmer.
Jupiter Communications viste i en undersøgelse fra starten af 1999, at 13% af al B2C-e-handel i USA kunne spores tilbage til partnerprogrammer.

TradeDoubler, www.tradedoubler.dk, blev stiftet i Stockholm i 1999 og er nu Europas førende udbyder af affiliate programmer. TradeDoubler har mere end 150.000 partnerskabsrelationer og over 150 high-end kunder i Europa. I dag findes TradeDoubler i seks lande og ved udgangen af året vil den være etableret i hele Europa med omkring 100 medarbejdere, hvoraf de 15 vil være placeret i Danmark.