Oprør hjælper kun Khatami

Fariba Parsa, iransk flygtning i Danmark, tror ikke på studenteroprørerne. Kun præsidenten kommer styrket ud af urolighederne, mener hun.
34-årige Fariba Parsa flygtede som 18-årig til Danmark efter at præste- styret i landet havde sendt politiet efter hende. Flere af hendes veninder, der også var aktive i Iransk Demokratisk Kvindeforbund, var allerede blevet arresteret og smidt i fængsel.
Fariba Parsa skriver nu Phd.-opgave ved Københavns Universitet om pressens kår siden 50’erne i Iran. Kontoret på syvende sal i Carsten Niebuhr Institutet bugner med bøger om politik, kvinder og Iran.

Bristede illusioner
Hendes mangeårige interesse for de politiske forhold i Iran har ladt hende tilbage uden illusioner om landets fremtid. Selv de seneste dages kampe mellem politi og studerende i Hovedstaden Tehran og Tabriz kan ikke rokke ved styret i Iran. Revolution er en umulighed og urolighederne er ovre i løbet af et par dage. Det der kan komme ud af det, er en styrkelse af præsidenten, der tilhører reformisterne i landet, og på den måde sætte flere reformer i gang, mener hun.
“De studerende demonstrerer mod en ny presselov, der indtil videre kun har været fremlagt som et forslag, der kan sammenlignes med en førstebehandling i Folketinget. Jeg tror, at de konservative politikere i Iran er blevet så chokeret over reaktionerne, at de enten vil tage den af bordet eller vedtage den i en harmløs form.
Den konservative fløjs overraskelse over urolighederne kan også ses af, at de har proklameret en undersøgelse af politiets opførsel overfor de studerende og har fyret den ansvarlige embedsmand.”

Ytringsfrihed
De studerende var nemlig ikke imod præstestyret som sådan. Præsident Khatami, der blev valgt med 70 procents flertal i 1997, har faktisk åbnet for ytringsfriheden, iværksat en række reformer og givet tilladelse til en stribe tidsskrifter.
“Det betyder, at de demonstrerende er helt almindelige studenter, der blot har følt sig krænket af et enkelt udspil. Præstestyret er sandsynligvis smart nok til at indse, at det ikke kan betale sig at provokere en så stor del af landets befolkning,” vurderer hun.
Den konservative del af styret, der består af de åndelige ledere, parlamentet, Ayatollah Khamenei og Vogternes Råd, som groft kan sammenlignes med en regering, har fuld kontrol over de elektroniske medier i Iran. At Radio og TV samtidig er de mest udbredte og benyttede medier betyder, at ytringsfriheden har trange kår.
På den anden side står aviserne og forfatterne, som gennem de seneste to år har oplevet en velvillighed fra præsidenten, der tilhører den reformistiske fløj. Den magtkamp er hidtil blevet udspillet internt i magtens korridorer, men Fariba Parsa mener, at de seneste dages uroligheder kan vendes til en sejr for det folkelige krav om mere ytringsfrihed.
Fariba Parsa betragter sig selv som meget politisk, men når det kommer til Iran har hun valgt ikke at tage stilling til den ene eller anden oppositions-gruppe. Der er kun en realistisk vej for Iran, og den hedder reformer af det bestående.

Reformer nødvendige
“I Iran er der næsten ingen opposition. Man kan tale om reformister og konservative i styret, og kun gennem støtte til reformister fra udenlandske regeringer og befolkningen i Iran kan der ske en opblødning. De mange eksilgrupper, der eksisterer i udlandet har ikke længere kontakt til landet. De er alle flygtet for mere end femten år siden og i betragtning af, at halvdelen af Irans befolkning er på under 25 år, kan der ikke være den store tilknytning. Desuden er mange af dem mujahedinere, kommunister eller tilhører andre yderligtgående fraktioner, som ikke har en realistisk mulighed for at samle befolkningen,” mener den 34-årige Phd. studerende.
Selv har hun ikke været i sit hjemland siden flugten. Når familien ses er det i Danmark eller andre steder end i Iran. Hun er dansk gift, har danske venner og nærer ingen romantiske drømme om at vende tilbage til Iran engang.

6330 iranere lever i Danmark. Langt de fleste er flygtninge, der er kommet hertil i perioden fra den islamiske revolution i 1979 til slutningen af firserne. Den første bølge af flygtninge havde tilknytning til det tidligere styre eller tilhørte den intellektuelle elite. Senere kom flygtninge fra en lang række politiske og religiøse grupperinger. Mange deserterede under krigen med nabolandet Irak.
Iranske flygtninge klarer sig ikke bedre end andre flygtninge fra Mellemøsten. Hverken socialt, økonomisk eller på kriminal-statistikken.
I begyndelsen af firserne var der en stærk opposition mod præstestyret i Iran her i landet. Den er dog langsomt forsvundet.