På flugt fra vandmasserne

Mindst 2.000 mennesker er druknet i oversvømmelser fra Kinas største flod, Yangtze, oplyser den kinesiske regering. Et dige, der beskyttede 35.000 mennesker, gav i går efter for vandmassernes tryk og sendte en flodbølge mod landsbyer i Hubei i det centrale Kina. Alle måtte flygte op på tage eller i de nærmeste trætoppe. Militæret kæmper i silende regn for at redde så mange som muligt med 150 speedbåde og 3 helikoptere.
Vandstanden stiger fortsat, og digerne giver efter for vandmasserne, der strømmer ind over byer og marker. Kinas vice-indenrigsminister, Fan Baojun, sagde i går efter et krisemøde i regeringen, at 13,8 millioner mennesker er blevet evakueret og flere end 17,5 millioner huse er blevet ødelagt. Flere end 240 millioner mennesker er berørt af katastrofen.
Oversvømmelserne skyldes en usædvanlig regnfuld sommer, og der er ikke tegn på, at vejret vil stilne af. De kinesiske myndigheder har derfor i går erklæret Hubei for katastrofeområde og givet ordre til alle civile om at hjælpe med oprydningsarbejdet.
Uvejret har også ramt Taiwan, hvor orkanen “Otto” dræbte mindst otte.
I Sydkorea omkom mindst 82 mennesker i går i området omkring hovedstaden Seoul, da jordskred og oversvømmelser overraskede midt om natten.