Det er både en livstil og en hamrende god forretning at pendle. Jo længere på arbejde, jo flere penge i kassen, og så giver det en daglig ro at bevæge sig gennem landskabet med DSB.
Michael Lyng Hansen kører 116 kilometer hver dag i tog. Han bor i Hvalsø Kommune, som udmærker sig ved at være beboet af de absolut mest pendlende danskere.
I Hvalsø kører den gennemsnitlige borger med arbejde mere end 50 kilometer til og fra arbejde hver dag. Alligevel flytter folk til Hvalsø fra København, blot for at bruge halvanden time om dagen på transport.
“Man må jo spørge sig selv, hvad det er, man vil,” siger den garvede pendler Michael Lyng Hansen i det gamle regionaltog på vej fra København til Hvalsø en torsdag eftermiddag. Han er 54 år og arbjeder som kartograf i København. I 1971 flyttede han med sin familie til Hvalsø på trods af, at han havde arbejde i København.
“Vil man både bo et dejligt sted og have et godt arbejde, så er det ikke til at komme uden om pendling. I Hvalsø er skatterne lave, kommunen tilbyder pasningsgaranti, og på trods af den store afstand til København er det muligt at pendle hurtigt.”
Faste pladser
Han mener ikke, at tiden i toget er spildtid, tværtimod. Allerede inden toget kører fra Nørreport Station, har han hilst på de første tre bekendte, der ligesom ham selv pendler fra de små kommuner udenfor København.
“Man siger “godmorgen” og har faste pladser. Det er en livsstil at pendle. De 45 min. går med at forberede dagens arbejde, læse og snakke med de andre pendlere. Dertil kommer, at pendlingen er en økonomisk fordel. Mit togkort koster omkring 8000 om året, men mit skattemæssige fradrag for pendling er på omkring 25.000 kr., så det er en god forretning at pendle,” forklarer han.
Pendler i 27 år
Michael Lyng Hansen har pendlet i 27 år. Hans egen beregninger viser, at han i den periode har tilbragt et år og syv måneder i toget på en strækning, der svarer til jorden rundt 16 gange.
I de år, der er gået, er der sket meget for pendlerne. Da han begyndte sin karriere som pendler i 1971, kørte der kun tre morgentog og tre aftentog: “Hvis man kom for sent dengang, så var man på den. Nu kører der tog i begge retninger hver halve time, og der er bygget en parkeringsplads ved Hvalsø Banegård med plads til næsten 200 biler.
Flere offentlige institutioner i Hvalsø har indrettet åbningstider efter togafgangen, og DSB afholder årlige møder med pendlerklubben fra Hvalsø. Her kan togtiderne afstemmes med, hvornår pendlerne ønsker at komme på arbejde.
Når pendlerklubben mødes, så dukker der mellem 50 og 100 medlemmer op, siger Michael Lyng Hansen.