Så længe der har været poker, har der været spillere, som med deres særlige personlighed og spillestil har aftvunget sig respekt. Når denne evne kombineres med held, intelligens og langvarig interesse for spillet, så har vi at gøre med en poker-legende.
8 gange verdensmester
Johnny Moss er ikke til at komme uden om. Johnny blev født i 1907 og spillede med på topplan helt op i 1990´erne. Som ganske ung blev han ansat til at overvåge, om pokerspillerne havde rent mel i posen i en poker-salon. Derved lærte han spillet og turede senere USA rundt som ”rounder” – en pokerhaj på jagt efter aktion og hurtige penge. Johnny Moss har vundet verdensmesterskabet 8 gange.
Professionel som 14-årig
Stu Ungar bliver fremhævet som den bedste spiller i No Limit Texas Hold´em nogensinde. Han har vundet World Poker Champion hele tre gange, og ved talrige andre lejligheder har han bevist sine evner til gang på gang at slå flere hundrede modspillere. Stu blev professionel som 14-årig og for alvor kendt, da han spillede en gin rummy-turnering og vandt uden at have tabt en eneste hånd.
Stu døde på et hotelværelse året efter, han vandt sit tredje verdensmesterskab.
Og vi skal da også have kvinderne med
Annie Duke, 39-årig mor til fire, slog for nyligt sin egen bror og lærer samt otte andre storspillere og vandt dermed “World Series of Poker Tournament of Champions”. Hun var eneste kvinde i turneringen og snuppede titlen for næsen af en række favoritter som Greg Raymer, Doyle Brunson, Johnny Chan og Hellmuth. Dette viser, at kvinder, selv om der ikke er så mange af dem i pokerverden, har rigtigt meget at byde på, når det kommer til at læse pokerspillet.
Dansk spiller blandt verdens bedste
Gustav (Gus) Hansen er en af de danskere, der for alvor gør sig på den internationale scene. Gus er en aggressiv spiller, som har ry for at være en vanskelig spiller at være oppe imod, særligt i no-limit turneringer, hvor Gus betegnes som en af verdens bedste.
Og dem fra filmene..
Den intense spænding i poker er utallige gange foreviget på film. Blandt de mest populære eller særprægede kan nævnes:
Luckytown (2000)
Masser af gode pokerscener i filmen, hvor Kirsten Dunst (Lidda) leder efter sin far, der er berygtet pokerspiller, i Las Vegas.
Lock, Stock and Two Smoking Barrels (1998)
Fem gutter samler ind til deres kammerats spil mod en lokal gangster. -Det skulle de ikke have gjort…
Rounders (1998)
Rounders er en moderne pokerfilm, som nok også er den mest sete. Matt Damon kæmper med at finde en balance mellem at være et stortalent til poker og leve et almindeligt liv.
Maverick (1994)
Mel Gibson og Jody Foster er på jagt efter penge, så de har råd til at deltage i en stor turnering.
The Cincinnati Kid (1965)
En decideret og klassisk pokerfilm. Den bedste pokerspiller i New Orleans bliver udfordret af “the new kid in town”.
Poker at Dawson City (1899)
Verdens første pokerfilm. Meget kort stumfilm, der viser et par pokerspillere, der ryger i totterne på hinanden og skilles af en bartender.