Seed er et ikke-voldeligt univers, som handler om samarbejde og social kontakt.
Spillet Seed foregår på en fjern planet, hvor mennesket har anbragt menneskekloner med gode egenskaber, og prøvet at skabe et jordagtigt miljø. Men noget er gået galt. Planetens miljø er blevet ødelagt, og alle indbyggerne er tvunget til at holde sig inde i et tre kilometer højt tårn, hvor de kæmper for at overleve.
Altid nye opgaver
Der er ingen vold i spillet, ingen kamp eller skydevåben. Det handler derimod om at samarbejde og i fællesskab udbedre skaderne på tårnet samt lægge og udføre mere langsigtede planer for at få kolonien på ret køl. Meget arbejde foregår i fællesskab med andre spillere, men en række intelligente bots er også gode til at kommunikere med spillere, sætte dem i gang med opgaver og involvere spillerne i spillet.
Udfordrer kreativiteten
Når en spiller har løst en opgave, vil vedkommende få en række nye muligheder for at opbygge sin figur og løse nye opgaver. Er man meget dygtig, får man muligheden for at blive administrator af et område i tårnet. Spillet udnytter i høj grad kunstig intelligens, og det giver blandt andet spillerne mulighed for at benytte de indbyggede elementer kreativt. Eksempelvis vil spillerne kunne lave nye opfindelser og løse opgaver på måder, som udviklerne ikke har tænkt på.
Flere lag af historier
En spiller vil hele tiden deltage i historier på flere niveauer: en personlig udvikling, en anden som foregår med nære venner, og én som hele Seed-universets tusinder af spillere er fælles om.
Spillet har fokus på kommunikation, samarbejde og demokrati. Spillere kan sammen tage store beslutninger og blandt andet få indflydelse på, hvordan Runestone Game Development i fremtiden skal udvide spillet.
Se mere om Seed og Runestone på www.seedthegame.com og www.runestone.dk