Frøer, guldfisk, fugle, aber, hunde, insekter og grise. Listen over dyr, der har været i rummet er lang og til tider både tragisk og komisk. Utallige dyr er døde under prøveopsendelser og dyreværns-organisationer har siden 1940’erne gjort ihærdige forsøg på at få stoppet forsøgsrækkerne. I rumfartsindustrien er ingen dog i tvivl om, at dyreforsøg var en helt nødvendig foranstaltning, da mennesket seriøst begyndte at stræbe mod himmelrummet. Ingen astronauter ved sine fulde fem ville nemlig turde udsætte sig for de trængsler, som utallige husdyr har gennemlevet i de små rumkapsler.
Rumfartens brug af dyr i eksperimenter har rødder helt tilbage til de første ballonflyvninger. Montgofier brødrene sendte adskillige husdyr op med balloner fra 1875 indtil den officielle flyvning i 1883. Jules Verne var heller ikke blind for fordelene ved at lade dyrene bane vejen for nye videnskabelige landvindinger. I hans klassiske beretning om en rejse til månen gennemføres først en testflyvning af en kat og et egern. Kun katten vendte tilbage i live, den havde ædt sin medpassager.
Brug af testdyr tog for alvor fart i mellemkrigsårene, da udviklingen af flyvemaskiner til militære formål stod højt på dagsordenen. Vigtigst var at finde en løsning på problemerne, som piloter oplevede ved kraftige accelerationer eller opbremsninger.
Studier af dyr, der bliver skudt af med stor kraft, ligger således delvist til grund for indretningen af flysæder i jetfly.
Efter Anden Verdenskrig begyndte Sovjet deres rumprogram på resterne af det tyske V-2 raketprojekt. I første omgang blev en masse mus, rotter og kaniner sendt afsted med en enkeltbillet i en stribe forsøg med den nye og kraftigere R-1 raket.
Allerede i begyndelsen var målet at indsamle data nok til at være i stand til at indrette en kabine til et menneske i en raket. Naturligt nok førte det til opsendelser af større og større dyr. Hunde blev til sidst foretrukket frem for aber, da rædselsslagne hunde opfører sig roligere end aber i panik over for det højteknologiske udstyr.
Rumhund stak af
I 1951 1952 blev forsøgene intensiveret. Modellen var nu at sende to tæver afsted i en forbedret R-1 raket med indbygget faldskærm.
Halvdelen af hundene døde, og noget tyder på, at rumfartens fædre var bedre til raketbygning end dyrepasning. Således måtte en testflyvning i 1951 udsættes, fordi hunden Smelaya var stukket af. Den dukkede dog op dagen efter og flyvningen blev gennemført. Samme år stak endnu en hund af og forskerne måtte indfange en anden der opholdt sig i nærheden kantinen på testområdet. Den fik navnet ZIB, som er en russisk forkortelse for Erstatning for den forsvundne Bobik. Kulminationen for de russiske hundeforsøg kom, da hunden Leika 3. november 1957 nåede så højt, at den slap fri af tyngdekraften, og dermed blev det første levende væsen i rummet. Leika både gøede og åd i rummet, men den døde af varme da rumkapslen ved en fejl sad fast på bæreraketten.
I samme periode affyrede amerikanerne en række rhesusaber i V-2 raketter og nogle af dem overlevede. Det var dog først i 1959 1960, at det amerikanske Bioflight-program kom så langt ud, at det var muligt at indsamle data nok til at fastslå at der ingen risiko ville være ved at sende mennesker i rummet. Den amerikanske rumpioner var en chimpanse ved navn Ham, der snart blev efterfulgt af katten Felicette. Derefter satsede både amerikanerne og russere alt på menneskelige astronauter.
Det kommende Apollo-program indeholdt kun en abe og lille håndfuld mus, der blev underkastet eksperimenter med kosmisk stråling.
Dyrene vender tilbage
Først med de amerikanske rumfærger fra 1981 begyndte dyrene at vende tilbage til rummet, og det foregik under langt mere behagelige former.
Den første rumfærge, Columbia, havde sit eget helt lukkede dyremodul.
Det blev senere udskiftet med et europæisk bygget modul, som tillod astronauterne at foretage forsøg direkte med dyrene og fodre dem manuelt. Modulet havde plads til 24 rotter eller fire små aber, men hygiejne-problemer satte i 1985 en stopper for aber på rumfærgerne.
“De havde mange problemer med renligheden. En af piloterne kom under et direkte interview med jorden til at sige, at der svævede en abe-høm-høm rundt. Det hørte pressen og skabte en større dyreværnsprotest, simpelthen fordi tilstedeværelsen af dyr i rummet blev markeret,” fortæller Niels Foldager, der er læge på Rummedicinsk Laboratorium, DAMEC, på Rigshospitalet i København.
Efterfølgende brugte NASA syv mio. dollars på at gøre dyremodulerne helt sikre.
Kunstig tyngde til dyrene
Den internationale Rumstation (ISS), der er under opbygning, kommer til at indeholde helt nye faciliteter for dyr. Dyrekabinen skal blandt andet indeholde en centrifuge, som kan skabe et kunstigt tyngdefelt svarende til jordens ved overfladen. En af de største fordele ved ISS’s dyrekabine er at den er i rummet permanent. Det betyder at dyrene får tid til at komme sig over opsendelsen og vænne sig til vægtløshed.
Dermed bliver forsøgsresultaterne også mere nøjagtige, påpeger Niels Foldager. Desuden vil der også være mulighed for at forskere på jorden kan fjernstyre forsøg på ISS.
Ny type forsøg
De moderne forsøg, der bliver foretaget med dyr i rummet, adskiller sig meget fra de forsøg, der skulle afgøre om mennesker kan klare at blive sendt i rummet. Nu bliver der fokuseret på medicinsk grundforskning, og ikke om dyrene er i stand til at overleve eller ej. Det viser sig, at alle de dyrearter, som har opholdt sig i vægtløshed i kortere eller længere perioder, har klaret sig glimrende, hvis de er kommet helskindede over den hårde opsendelse.
Fisk vænner sig til at svømme med ryggen mod lyset, hvis de ikke har tyngdekraften som ledetråd. Rotter svæver gerne rundt i søvne mellem hinanden, og dyrefostre udvikler sig som regel uden deformiteter.
“Livet på jorden har udviklet sig under alle mulige vekslende påvirkninger. Skiftende temperaturer, store forskelle i tryk og atmosfærens sammensætning og en masse andre ting. Den eneste påvirkning, der har været konstant, er tyngdekraften, og den har vi nu mulighed for at slå fra,” siger Niels Foldager.
Formering i rummet
Kunstig inseminering af æg i rummet blev foretaget første gang i 1995 på den amerikanske rumfærge Atlantis, men flere år tidligere havde japanerne opsendt befrugtede salamanderæg. En af de ting, forskerne var interesserede i, er hvor stor tyngdekraftens indflydelse er på udviklingen af fostre. Når et æg begynder at udvikles, er det fra starten kun en enkelt celle stort. Den deler sig og de nye celler deler sig igen. På et tidspunkt sker der en markant ændring. Fostret deler sig symmetrisk, og man kan ane, hvad der er højre og venstre på det.
Teorien har været, at ægget måtte orientere sig i to retninger for at kunne dele sig symmetrisk.
Det sted på ægget, hvor sædcellen bryder igennem, er det ene punkt, som delingen koordineres efter. Det andet skulle så være bestemt af tyngdekraftens retning. Hvis det var rigtigt, så ville det betyde, at tyngdekraften for alvor har en livsnødvendig effekt på levende organismer, for uden den ville en formering ikke kunne finde sted.
Det viste sig, at fostrene sagtens kunne udvikle sig uden tyngdekraft.
Dyr og sandsynligvis også mennesker kan således sagtens undfanges og fødes i rummet.
Gåden om fostres symmetriske deling blev ikke løst af eksperimenterne i rummet, men gav endnu et eksempel på at levende væsener klarer sig overraskende godt uden tyngdekraft.
Ingen parring
En direkte parring har aldrig fundet sted i rummet. Niels Foldager har dog hørt rygter om, at russiske astronauter skulle have prøvet det i vægtløs tilstand. Men rummedicinen har aldrig benyttet sig af dyrenes formeringstrang i rummet. Kunstig inseminering er et langt sikrere værkstøj.
“Det skyldes blandt andet, at man ikke kan være sikker på, at dyrene vil parre sig i rummet efter de hårde rystelser under opsendelsen og den køresyge, som alle dyr får under vægtløshed, og så vil eksperimentet være spildt,” forklarer Niels Foldager.
Japanerne udviklede i 1990’erne en anden løsning på problemet med parring i rummet. De fandt en bestemt afrikansk fisk, der lægger sine æg på udtørret jordbund i tørkeperioden. Æggene bliver liggende inaktive så længe tørken står på, og først når regnen kommer begynder de at udvikle sig. På den måde kunne den japanske rumorganisation, NASDA, styre æggenes udvikling ved at sprøjte en fjernstyret stråle vand på dem efter opsendelsen af den ubemandede rumkapsel.