»Houston, vi har en abe-høm-høm svævende i cockpittet!«.
Omtrent sådan lød det i 1985 fra en af astronauterne om bord på en amerikansk rumfærge. Meddelelsen blev imidlertid sendt live, hvorved dyreværnsorganisationer fik kendskab til den ombordværende abe. Og massive protester førte til, at den amerikanske rumfartsorganisation NASA måtte indstille sine dyreeksperimenter i rummet – midlertidigt.
Rumfartens brug af dyr har rødder tilbage til de første ballonflyvninger. Montgolierbrødrene sendte adskillige husdyr op med balloner fra 1875 indtil den officielle flyvning i 1883. Jules Verne var heller ikke blind for fordelene ved at lade dyrene bane vejen for nye videnskabelige landvindinger. I hans klassiske beretning om en rejse til Månen gennemføres først en testflyvning med en kat og et egern. Kun katten vendte tilbage i live – den havde ædt sin medpassager.
Brug af testdyr tog fart i mellemkrigsårene under udviklingen af flyvemaskiner til militære formål. Vigtigst var at finde en løsning på de problemer, som piloterne oplevede ved kraftige accelerationer eller opbremsninger. Indretningen af sæder i moderne jetfly i dag er delvist baseret på studier af dyr, der bliver skudt af sted med stor kraft.
DE LODNE HELTE
Efter Anden Verdenskrig begyndte Sovjetunionen sit rumprogram på resterne af det tyske V-2-raketprojekt. I første omgang blev en masse mus, rotter og kaniner sendt af sted med enkeltbillet i en stribe forsøg med den nye og kraftigere R-1-raket. Målet var at indsamle data nok til at kunne indrette en kabine til et menneske i en raket.
Naturligt nok førte det til opsendelser af større og større dyr. Hunde blev til sidst foretrukket frem for aber, da rædselsslagne hunde opfører sig roligere end aber i panik over for det højteknologiske udstyr.
RUMHUNDEN, DER STAK AF
I 1951-1952 blev forsøgene intensiveret. Modellen var nu at sende to tæver af sted i en forbedret R-1-raket med indbygget faldskærm.
Halvdelen af hundene døde af skræk og tryk, og noget tyder på, at rumfartens fædre var bedre til raketbygning end dyrepasning.
Således måtte en testflyvning i 1951 udsættes, fordi hunden Smelaya stak af. Den dukkede dog op dagen efter, og flyvningen blev gennemført.
Samme år stak endnu en hund af. Den hed Bobik, og forskerne måtte fange en anden hund, der opholdt sig i nærheden af kantinen på testområdet.
Den fik navnet ZIB – en russisk forkortelse for ‘Erstatning for den forsvundne Bobik’.
Kulminationen for de russiske hundeforsøg indtraf, da hunden Leika 3.
november 1957 nåede så højt op, at den slap fri af tyngdekraften og dermed blev det første levende væsen i rummet. Leika både gøede og åd i rummet, men den døde som mange af sine forgængere, da rumkapslen ved en fejl sad fast på bæreraketten.
MENNESKET INDTAGER SÆDET
I samme periode affyrede amerikanerne en flok rhesusaber i V-2-raketter, og nogle af dem overlevede. Det var dog først i 1959-1960, at det amerikanske Bioflightprogram kom så langt ud i rummet, at man havde tilstrækkelige data til at fastslå, at der ingen risiko ville være ved at sende mennesker i rummet.
Den amerikanske rumpioner var en chimpanse ved navn Ham, der snart blev efterfulgt af katten Felicette. Derefter satsede både amerikanerne og russerne alt på menneskelige astronauter. Det kommende Apolloprogram indeholdt kun en abe og en lille håndfuld mus, der blev underkastet dødelige eksperimenter med kosmisk stråling.
Først med de amerikanske rumfærger fra 1981 begyndte dyrene at vende tilbage til rummet – under langt mere behagelige former.
Den første rumfærge, Columbia, havde sit eget helt lukkede dyremodul.
Det blev senere udskiftet med et europæiskbygget modul, som tillod astronauterne at foretage forsøg direkte med dyrene og fodre dem manuelt. Modulet havde plads til 24 rotter eller fire små aber, men hygiejneproblemer satte i 1985 en stopper for aber på rumfærgerne.
»De havde mange problemer med renligheden«, fortæller Niels Foldager, der er læge på Rummedicinsk Laboratorium, DAMEC, på Rigshospitalet i København:
»En af piloterne kom under et direkte interview med jorden til at sige, at der svævede en abe-høm-høm rundt. Det hørte pressen og skabte en større dyreværnsprotest, simpelthen fordi tilstedeværelsen af dyr i rummet blev markeret«.
Efterfølgende brugte NASA syv millioner dollar på at gøre dyremodulerne helt sikre.
KUNSTIG TYNGDE TIL DYRENE
Den Internationale Rumstation (ISS), der er under opbygning, kommer til at indeholde helt nye faciliteter for dyr. Dyrekabinen skal blandt andet indeholde en centrifuge, som kan skabe et kunstigt tyngdefelt svarende til Jordens ved overfladen. En af de største fordele ved ISS’ dyrekabine er, at den er i rummet permanent. Det betyder, at dyrene får tid til at komme sig over opsendelsen og vænne sig til vægtløshed.
Dermed bliver forsøgsresultaterne også mere nøjagtige, forklarer Niels Foldager.
Desuden vil der være mulighed for, at forskere på Jorden kan fjernstyre forsøg på ISS.
De moderne forsøg, der bliver foretaget med dyr i rummet, adskiller sig meget fra de forsøg, der skulle afgøre, om mennesker kan klare at blive sendt i rummet. Nu bliver der fokuseret på medicinsk grundforskning, og ikke om dyrene er i stand til at overleve eller ej. Det viser sig, at alle de dyrearter, som har opholdt sig i vægtløshed i kortere eller længere perioder, har klaret sig glimrende, hvis de er kommet helskindede over den hårde opsendelse. Fisk vænner sig til at svømme med ryggen mod lyset, hvis de ikke har tyngdekraften som ledetråd.
Rotter svæver rundt i søvne mellem hinanden, og dyrefostre udvikler sig som regel uden deformiteter.
»Livet på Jorden har udviklet sig under alle mulige vekslende påvirkninger. Skiftende temperaturer, store forskelle i tryk og atmosfærens sammensætning og en masse andre ting. Den eneste påvirkning, der har været konstant, er tyngdekraften, og den har vi nu mulighed for at slå fra«, siger læge Niels Foldager.
Fakta: Formering uden tyngdekraft
Inseminering af æg i rummet blev foretaget første gang i 1995 på den amerikanske rumfærge Atlantis, men flere år tidligere havde japanerne opsendt befrugtede salamanderæg. En af de ting, der interesserede forskerne var, hvor stor tyngdekraftens indflydelse havde på udviklingen af fostre. Når et æg begynder at udvikles, er det fra starten kun en enkelt celle stort. Den deler sig, og de nye celler deler sig igen. På et tidspunkt sker der en markant ændring. Fostret deler sig symmetrisk, og man kan ane, hvad der er højre og venstre på det. Teorien har været, at ægget måtte orientere sig i to retninger for at kunne dele sig symmetrisk. Det sted på ægget, hvor sædcellen bryder igennem, er det ene punkt, som delingen koordineres efter. Det andet skulle så være bestemt af tyngdekraftens retning. Hvis det var rigtigt, så ville det betyde, at tyngdekraften for alvor har en livsnødvendig effekt på levende organismer, for uden den ville en formering ikke kunne finde sted. Men det viste sig, at fostrene sagtens kunne udvikle sig uden tyngdekraft. Dyr og sandsynligvis også mennesker kan således uden problemer undfanges og fødes i rummet. Gåden om fostres symmetriske deling blev ikke løst af eksperimenterne i rummet, men gav endnu et eksempel på, at levende væsener klarer sig godt uden tyngdekraft. Ifølge læge Niels Foldager, Rummedicinsk Institut, har forskerne aldrig benyttet sig af dyrenes formeringstrang i rummet. Inseminering er et langt sikrere værktøj. »Det skyldes blandt andet, at man ikke kan være sikker på, at dyrene vil parre sig i rummet efter de hårde rystelser under opsendelsen og den køresyge, som alle dyr får under vægtløshed, og så vil eksperimentet være spildt«, forklarer læge Niels Foldager, Rummedicinsk Institut. Japanerne udviklede i 1990’erne en anden løsning på spørgsmålet med parring i rummet. De fandt en bestemt afrikansk fisk, der lægger sine æg på udtørret jordbund i tørkeperioden. Æggene bliver liggende inaktive, så længe tørken står på, og først når regnen kommer, begynder de at udvikle sig. På den måde kunne den japanske rumorganisation NASDA styre æggenes udvikling ved at sprøjte en fjernstyret stråle vand på dem efter opsendelsen af den ubemandede rumkapsel.