Feriehungrende danskere, der har købt billetter til SAS-fly, kan ånde lettet op. Strejken blandt de 156 kabineansatte stoppede i går, efter lange forhandlinger ledte til et forlig fredag aften. Alle gik på arbejde igen, og lufttrafikken vil fra i dag forløbe uden forsinkelser, lyder det fra SAS og kabinepersonalets fagforening. I går var omkring 50 afgange aflyst, men de fleste passagerer havde fået ombooket deres fly.
Med forliget er der ikke risiko for de sympatistrejker, som har truet med at lamme hele SASs luftfart, siden strejkerne blev indledt i mandags. Striden mellem SASs ledelse og personalet drejede sig om datterselskabet SAS Commuter, hvor arbejdsforholdene ifølge kabinepersonalet var ringere end i moderselskabet SAS Airlines. Kabinepersonalet i SAS Commuter krævede også en bedre løn. Forliget bringer arbejstiderne i de to selskaber på samme niveau.
Lørdag eftermiddag brød en ny konflikt ud i den norske del af SAS. 2.000 norske SAS-ansatte risikerer, at skulle overflyttes til andre selskaber, og det har fået de ansatte til at varsle forstyrrelser i driften. SAS-ledelsens norske repræsentant, mener dog ikke, der vil blive tale om forsinkede afgange. På den anden side ville medarbejderne ikke afgive løfte om normal gennemførsel af arbejdet. De ansatte, der alle er jordpersonel, mener, at SAS bryder deres løfte ved at varsle overførsel af de 2.000 ansatte.