Se tv over bredbånd

Danske Optimal Stream lancerer i dag en helt ny måde at se og modtage tv-kanaler på. Med StreamTV får forbrugerne de mest populære tv-kanaler via bredbåndsforbindelser for under 100 kr. om måneden.

Få Discovery, Animal Planet, BBC NEWS, The Golf Channel, DR1, DR2 og mange andre tv-kanaler for under 100 kr. om måneden. Nu bliver det muligt at modtage 20 af de bedste tv-kanaler i høj opløsning via bredbånd til en fast, lav pris. Det er den danske virksomhed Optimal Stream, der har udviklet konceptet og teknologien, der gør Internettet til fremtidens tv-medie.

Nemmeste adgang til tv-kanaler
StreamTV baserer sig udelukkende på standard teknologi og standard bredbåndsforbindelser. – Og prisen er meget lavere end traditionelt kabel-tv eller et satellit-abonnement.
”Om få uger vil vi have i alt 25 kanaler, og dem kan man få fri adgang til for under 100 kr. om måneden,” fortæller Adm. Direktør i Optimal Stream, der leverer StreamTV, Peter Maersk-Møller. Han har brugt de seneste år på at udvikle teknologien, rejse penge og sikre sig rettigheder til at distribuere tv-kanalerne via bredbånd. Allerede ved lanceringen af StreamTV får brugeren en række unikke fordele, som de traditionelle tv-udbydere aldrig har haft mulighed for at tilbyde. Og teknologien er fortsat under hastig udvikling.

Fremtidens tv sendes via Internet
”Der er utroligt mange muligheder i dette på både kort og langt sigt,” siger salgs- og marketingdirektør, Anne Margrethe Hefting, fra Optimal Stream. Hun sammenligner tv over bredbånd med udviklingen inden for IP-telefoni, som i løbet af et par år har vendt op og ned på hele telebranchen.
”- Det samme kommer til at ske inden for TV,” mener hun. StreamTV tilbyder ved lanceringen en enkelt pakke, men håbet er at kunne tilbyde specialiserede pakker senere. Eksempelvis en pakke med kanaler til børnene, en arabisk pakke og måske en ungdomspakke, lyder det fra Optimal Stream.
StreamTV bliver endvidere forberedt til at køre nye medieteknologier som eksempelvis Microsofts nye Mediacenter og harddisk-optagere.

Prøv StreamTV helt gratis
StreamTV henvender sig til dem, der f.eks. ikke har eller ikke kan modtage kabel-tv, men også til dem, der ønsker at kunne se tv på andre måder:
”Når tv-signalerne bliver distribueret via IP-netværk, inviterer det til mange nye måder at se tv på. Man kan se, mens man arbejder ved computeren, tage tv-kanalerne med rundt i huset på sin laptop eller med i sommerhuset,” siger Anne Margrethe Hefting. Abonnementet på StreamTV er personligt og kan dermed benyttes ved en hvilken som helst computer, brugeren ønsker.
Alle bydes nu velkommen til at prøve StreamTV ganske gratis og uforpligtende i fem dage. Se mere, om hvordan du kan få leveret de bedste tv-kanaler direkte til din computer og tv på www.streamtv.dk

For yderligere information kontakt venligst:
Administrerende direktør Peter Maersk-Møller
Telefon: +45 45 25 92 80 – Mobil: +45 60 65 92 80
Optimal Stream
Diplomvej, Bygning 376, 2. sal,
2800 Lyngby