Her kommer dagens sandmelding fra de danske beachvolley-baner: »Sandet er dejligt tungt, det giver en god motion, og det er ikke så varmt, at man brænder fødderne,« lyder meldingen fra mix-doublen Mette og Søren versus Alex og Mejse på Bellevue Strand, nord for København. De har netop afsluttet en tyve minutters hård kamp i den bagende sol mellem tusindvis af inaktive solbadere, der har valgt at se stort på soladvarslerne fra Dansk Meteorologisk Institut.
»Nogle gange kan det komme til en lille disput, hvis vi kommer til ramme folk i hovedet, men det er hurtigt glemt. Det er fedt at kunne komme herud og spille, og så er det gratis,« siger den ene af spillerne, den 28-årige Søren. Han har tidligere turneret rundt på de danske strande med et sponsoreret volleynet for at sprede sporten.
»Det er noget helt andet at spille i sand. Bolden er tungere, så man undgår, at vinden tager den, og sandet gør det til en meget krævende sport. Desuden er der kun to spillere til at tage slæbet på hvert hold.« Modsat sejlsport er det i beachvolley en fordel at have modvind. Hvis man har medvind, kommer man alt for nemt til at skyde ud over banen.
De fire spillere er på stranden hver dag og spiller 4-5 timer. Hen på aftenen kommer der rigtig gang i sporten. Så bliver der åbnet for i alt fire volleybaner i takt med at solbaderne går hjem.