Spil i 3D – brillerne der gør alle spil til 3-D spil

De fleste spil kan nu opleves i 3D. Det lover ihvertfald producenterne af de såkaldte 3D-briller. Vi tester et par af de nye 3D-briller og ser, om det er rigtigt.

Selve pakken ser ikke ud af meget. Et par briller med en ledning samt en lille adapter til monitorens stik, som også indeholder et stik til brillerne, udgør det samlede udstyr.
Det hele sættes sammen i løbet af to minutter, og computeren rebootes. Der sker i første omgang ikke noget. Grafikkortet, vi prøver med et GeForce2, skal først have nogle ekstra drivers. De følger med på den vedlagte cd-rom, og så sker der noget.
Vi har fået lov til at låne et sæt 3D-briller fra den britiske producent e-Dimensional. Spørgsmålet er, om der virkelig kan tilføjes dybde og 3D til alle dine spil med et par briller og et snart outdated GeForce2-grafikkort?

Øjnene skal tilvænnes
Skærmen begynder at flimre, det hele hopper og danser, men kun indtil man tager brillerne på. Brillerne flimrer i samme takt som skærmen, og det giver lidt ro til at indstille 3D-effekten. Indstillingsmuligheder er mange og øjene skal vænne sig til at se 3D på en flad skærm. Det minder om de 3D billeder, der var populære for 5-6 år siden.
Først når øjene slappede af kunne man se dybde og billeder på en flad side i en bog. Med 3D-briller er det meget nemmere, selvom man lige skal blinke med øjnene et par gang for at opfatte hvad der er ved at ske med ens computerskærm.

Stærk effekt
Første testbillede viser en grøn firkant med en mindre firkant ovenpå, som ser ud til at befinde sig et stykke udenfor skærmen. Hvis det fungere, så skulle alt være indstillet korrekt. Så installerer vi Unreal Tournament fra en tidligere PC-Planet cd og går i gang. Ved hjælp af kontroltasterne ctrl-F4 og ctrl-F3 kan man under spillet forøge eller formindske effekten. I de spil som er meget velegnede, det er typisk 3D-shooters, bliver effekten meget stærk. Man kan række hånden direkte ind i sine modstandere og det ser ud som om at skærmen bare er et vindue ind til en stor verden bagved.

The real thing
Teorien er simpel, og det er det samme princip, som bruges i store professionelle 3D-anlæg: De to brilleglas er lavet af samme materiale som en primitiv skærm på en lommeregner. Ved hjælp af et elektrisk impuls kan brillernes glas gøre helt sorte og dermed uigennemsigtige. Det sker med stor præcision og meget hurtigt i skiftesvis takt. Denne takt er indstillet efter skærmens opdateringsfrekvens. Når det ene øje kan se, så vises det ene billede på skærmen, og når det andet øje kan se gennem brillerne, viser skærmen et andet billede.

Snyder hjernen
På den måde kan hardwaren give det ene øje det ene skærmbillede, og det andet øje det andet skærmbillede. Fordi billederne er meget ens, men forskubbet en anelse fra hinanden, vælger hjernen at betragte de to forskellige billeder som et billede, men set fra to forskellige vinkler. Hjernen bliver snydt af den store hastighed det foregår med, og på den måde danner vi os et 3D-billede med dybde og elementer både foran skærmen og dybt, dybt inde i skærmen.
Mange af de nye spil er udstyret med lidt kode, der kan tackle visning i 3D. Det er forholdsvist simpelt at indbygge 3D i et spil, og hvis man vil se en imponerende liste over alle de spil, der er kompatible med 3D-briller, kan den findes her: www.edimensional.com/games.htm

Vanedannende
Alt i alt er det meget sjovt at prøve sine spil i 3D. –Men det er og bliver kun en effekt. Spillene bliver ikke bedre, og man får ikke noget forspring eller nye muligheder. Men er man surround-typen, og betyder grafikkens livagtighed meget for din oplevelse af spil, så kan 3D-brillerne være døren til en ny verden af oplevelser. Efter en omgang Unreal Tournament med brillerne på virker det lidt ”fladt” at spille uden, – det svarer lidt til at fjerne farverne og spille i sort/hvid.
Et andet plus er, at den medfølgende splitter, som man kobler til henholdsvis briller,
skærm og computer ikke snupper regnekraft fra hverken grafikkort eller processor.

Brillerne fås både som trådløs og med ledning. De koster henholdsvis 78 og 110 US dollars, hvilket svarer til 550 kr. og 779 kr., hvis man bestiller online på www.e-dimensioanl.com. Brillerne bliver leveret med nogle forskellige værktøjer, der sætter brugeren i stand til selv at lave 3D-billeder. Det kan være sjovt, hvis man har et digitalt kamera at lave dybde i sine fotos, men de kan jo kun opleves, når man har brillerne på.
Der findes så vidt vides ingen dansk importør af 3D-briller.

Billedtekster:
Grafikindstillingerne har fået et nyt faneblad: Stereoegenskaber…Jo mere erfaren man bliver med at opleve sine spil i 3D, jo mere kan man forøge effekten. Det er anstrengende for øjene at bruge den ”erfarne” instilling, men til gengæld kan man se rundt om genstande, som ser ud til at være placeret foran skærmen. Det lyder lidt underligt, og det er det faktisk også…

Producenten af de briller, vi har haft på prøve, har i samarbejde med grafikkort-virksomheden nVIDIA fremstillet en specialdriver til 3D. Den indeholder blandt andet en lang liste over spil og tips til, hvordan man gør 3D-effekten god i de enkelte spil. Nogle spil skal have slået en funktion fra eller have tilføjet en indstilling før det virker. Det står altsammen under ”spilkonfiguration”.

Den eneste måde at gengive, hvordan 3D-billedet ser ud, er ved at tage et foto af skærmen. Her er det et foto af Unreal Tournament. Billedet viser, hvordan skærmen ser ud, hvis man tager brillerne af med 3D slået til. Det flimrer og alt ser ud til at være delt op i to gennemsigtige billeder. Når brillerne kommer på bliver alt skarpt og får en autentisk dybde. Skyderen og de forskellige informationsblokke ser ud til at være foran skærmen.

Teknikken bag 3D-brillerne minder meget om den, som i gamle dage blev brugt til at vise spillefilm på tv og i biografer i 3D. Har man stadig et par af disse gamle briller med et rødt og et blåt glas, så kan de også bruges til at vise 3D på computeren. Effekten er ikke så god som briller, der elektronisk lukker helt af for synsfeltet, men det virker efter hensigten. Forskellen er, at farverne i glassene sorterer farver fra, så det højre øje aldrig kommer til at se det samme som det venstre og omvendt.

”Tjener, der er et 3D-monster i min suppe…” Det ser virkelig ud som om genstandene befinder sig ude i rummet mellem dig selv og skærmen.

Det er ikke ligefrem forårsmoden, der vises frem. Til gengæld kommer man til cyberspace med manér med 3D-brillerne på.

Brillerne er plastic-agtige og indholder ingen unødvendige dikkedarer. En elektrisk impuls kan gøre glasset helt sort i en præcist udmålt periode. Det skal gøres helt i takt med computerskærmens opdateringsfrekvens, -ellers virker 3D-effekten ikke.