600 flyrejsende fra Star-Tours blev i går ramt af strejke blandt kabinepersonalet i Maersk Air. Det gik også ud over Maersk Airs indlandsflyvninger, og Dansk Folkeferie, Herning Charter og Larsen melder om forsinkelser på grund af arbejdsnedlæggelsen.
De strejkende genoptog arbejdet i går klokken 14,15, men truer med flere strejker i de næste uger. Maersk Air venter først at have ryddet ud i forsinkelserne i løbet af i dag.
“Det er en ulovlig konflikt, så der har ikke været noget at diskutere. De er jo tidligere gået med til et mæglingsforslag,” siger informationschef hos Maersk Air Marita Petersen om kabinepersonalet.
Formanden for Kabinebesætningsforeningen, Morten Michaelsen, siger:
“Vi har ikke sat nogle krav, men der var så stor utilfredshed med overenskomstresultatet, at en gruppe medlemmer protesterede. Det, vi ønsker, er, at Maersk og Kabinebesætningsforeningen kommer i dialog, og nu er det dem, der skal tage et initiativ. Ellers må de leve med en uregelmæsighed i driften, som denne strejke er et eksempel på. Stemningen blandt kabinepersonalet er for, at vi gennemfører flere punktvise arbejdsnedlæggelser, så en stabil påsketrafik er i fare.”
Strejken omfattede 160 kabinefunktionærer i Kastrup og Billund lufthavne, og den ramte udover inderigsflyvningerne ti charterflyvninger. Hovedparten af indenrigsruterne blev aflyst, mens udenrigsflyvningerne i vidt omfang blev erstattet af andre flyselskaber.