Aastra Communication Portal (ACP) har været en stor succes på det danske marked de seneste år. Det skyldes i høj grad funktionaliteten, som er unik, men også at Aastras partnere vælger at specialisere sig i ACP.
På halvandet år har Aastra Telecom Denmark A/S solgt 11 store ACP-løsninger – og efterspørgslen stiger. De traditionelle kontaktcentre har svært ved at leve op til kundernes krav om at kombinere kommunikationsplatforme som telefon, mail, sms og fax, men det er netop, hvad ACP gør. Medarbejderne har med ACP et konstant opdateret overblik over arbejdssituationen, og en række intelligente funktioner gør arbejdet nemmere. Eksempelvis bliver der sat pris på de funktioner, som nedsætter stress. Det er blandt andet ”wrap-up-time”-funktionen, som giver medarbejderen et vist tidsrum mellem samtalerne, og funktioner som overblik over kø og call-back via mail ved spidsbelastninger.
Dertil kommer et enkelt setup og en browserbaseret brugerstyring, som gør ACP til en løsning, der er nem at integrere og komme i gang med, forklarer Carsten Husted, der er Sales Director i Aastra Telecom Denmark A/S.
Stort marked for ACP
”Udfordringen fremover bliver at uddanne vores partnere til at blive endnu bedre til at sælge ACP. I øjeblikket er alle vores salg gået gennem kun én partner, som har dedikeret sig til salg af ACP, men vi tror på, at markedet er stort, og at vores andre partnere også kan finde et betydeligt potentiale i ACP”, siger Carsten Husted. Hans erfaring er, at kunderne i reglen er ligeglade med design og håndsæt – det er funktionaliteten, som overbeviser dem.
De nye ACP-kunder i Danmark er både offentlige virksomheder, organisationer og private firmaer. Det peger på, at ACP ikke henvender sig til særlige brancher, men er et generelt værktøj for organisationer med store mængder opkald, og dermed er markedet meget stort.
Unik teknologi
Potentialet for kunder og partnere skal både findes i den unikke teknologi og i ACP-løsningernes omfang. De billigste installationer koster omkring 200.000 kroner, mens de større nemt kan koste op mod 700.000 kroner. Det betyder, at selv ganske få ordrer kan generere en stor omsætning for vores partnere, fortæller Carsten Husted.
Den store succes tilskriver han desuden Aastras lange erfaring med ACP. De løsninger, som nu efterspørges på det danske marked, er blevet udviklet over de seneste ti år. Det giver en ballast bagud i organisationen og en sikkerhed for partnerne om produktets stabilitet.
”Det er svært at differentiere sig i vores branche. Løsningerne ligner efterhånden hinanden meget, men vi ser med vores ACP, at vi har et produkt, som ingen af vores konkurrenter kan matche – og det skal vi udnytte,” siger Carsten Husted.