Teknisk konsulent

– til leverandør af serverrumsløsninger

Virksomheden
Vores kunde er en innovativ og overskudsgivende virksomhed, som har det særlige fokusområde at indrette og optimere serverrum. Virksomheden designer og installerer skræddersyede serverrumsløsninger til private og offentlige virksomheder i ind- og udland. Der samarbejdes med markedets bedste leverandører af udstyr til indretning, brandsikring, nødstrømsforsyning, køling, tyverisikring og drift/overvågning, hvilket sikrer ekspertise og høj kvalitet i alle løsninger. Til forstærkning af organisationen søges nu til nyoprettet stilling en teknisk konsulent, som vil kunne bistå salgskonsulenterne med design af avancerede serverrumsløsninger.

Dine udfordringer
Med reference til direktøren vil du som teknisk konsulent få ansvar for det praktiske arbejde i forbindelse med tilbud, indkøb og levering af produkter til slutkunder. Du skal løse opgaver relateret til omsætning af salgskonsulenternes skitser og notater fra kundemøder til tilbud på serverrum-løsninger. Arbejdet vil omfatte teknisk tegnearbejde, beskrivelse af løsningsforslag samt prisberegning. Du vil i forbindelse med eksisterende kunders køb af enkeltkomponenter være ansvarlig for indkøb og levering af disse. Derfor vil håndtering af forespørgsler omkring enkeltstående produkter, herunder prissætning, fremsendelse af tilbud, ordrebehandling, indkøb og forsendelse også være en central del af stillingens indhold.

Virksomheden tilbyder dig
Der er tale om et selvstændigt job med megen kunde- og leverandørkontakt og gode udviklingsmuligheder i en virksomhed i vækst. Du skal være indstillet på at have mange bolde i luften, da du vil blive involveret i flere projekter samtidig. Der vil være særdeles gode muligheder for kollegial sparring omkring den faglige del. Den rette kandidat vil få gode muligheder for at udvikle sig i retning af en projektlederrolle eller kundekonsulent.
Stillingen vil være forbundet med begrænset rejseaktivitet efter oplæring/uddannelse.

Din profil
Vi forventer, at den rette kandidat har en teknisk eller mellemteknisk uddannelse. Det kan eksempelvis være som el-installatør/elektroniktekniker eller teknisk assistent. Erfaring med teknisk tegning og skriftlig dokumentation på både dansk og engelsk er væsentlige egenskaber i stillingen, ligesom erfaring med indkøb og koordinering mht. eksterne leverandører vil være et plus.
Vi søger en person, som er struktureret og evner at betragte løsningssammenhænge oppefra og ned. Du skal være detaljeorienteret og have et højt aktivitetsniveau samt besidde en god kommunikationsevne i både skrift og tale. Du har desuden en praktisk indfaldsvinkel til udfordringer og en naturlig interesse for teknik.