Turisme supplerer landbruget

På Tarskov Mølle har familien taget konsekvensen af dårlige priser på landbrugsprodukter og indført landboturisme som en ny driftsgren.
Næsten halvdelen af gæsterne på Tarskov Mølle i Harlev er nordmænd. Deres børn kan løbe frit rundt, og de føler sig hjemme. Det er det vigtigste, siger Elisabeth Olesen fra Lillehammer, der har mand og to små børn med: “Her kan vi gøre mange ting, som vi ikke kan derhjemme. Vi kan bade og cykle, der er kort til byen, og vi bor i hjemlige omgivelser. Det er rart at holde ferie i et oprindeligt miljø med bindingsværk og historie. Gården her er jo ikke bygget op med et kommercielt mål for turisme.” Den gamle mølle kan dateres helt tilbage til 1300-tallet, og så meget som muligt er bevaret i oprindelig stil.
Gården ejes og drives af Anne Grethe og Peter Hilligsøe, som har haft landboturisme som en driftsgren siden 1993. Omsætningen det første år var på omkring 80.000 kr., og i 1997 nærmede omsætningen sig de 400.000 kr. Gamle, uproduktive bygninger er blevet istandsat for 1,5 mio. kr., og nu er grænsen nået for, hvor meget der kan udvides på gården.
“I stedet må vi sætte priserne op med ti pct. til næste år. Der har været en hel sindsyg efterspørgsel. Forleden dag var der 25 nordmænd som ville booke sig ind,” siger Peter Hilligsøe.
En uge på bondegårdsferie i Tarskov Mølle i egen lejlighed koster fra 3090 kr. per uge.
Det var en naturlig ting for parret at begynde med landboturismen, da de overtog gården i 1993. Med kun 100 tønder land ville gården nemlig ikke kunne drives som landbrug alene.
Nu er der mylder af mennesker. Turisterne vil gerne have mange forskellige aktiviteter. Derfor har det været nødvendigt at indkøbe cykler, arrangere godt fiskevand og sørge for, at børnene kan opleve både hund, katte, heste, kalve, får og geder, kaniner og høns på gården.
“Vi har mange forskellige turister, og mange kommer her, fordi det er så billigt. Vi er kun en anelse dyrere end vandrerhjemmene, men stadig langt billigere end kroerne for slet ikke at tale om hotellerne,” siger Anne Grethe, der selv står for madlavning og forplejning af de op til 30 gæster. Den nye driftsgren er ikke kun begrænset til sommersæsonen.
Om vinteren bliver de nyistandsatte møllebygninger udlejet på månedsbasis til virksomheder, som har deres folk stationeret i området.