Installationsvirksomheden Wirework ApS har netop afsluttet en drømmeopgave i en 600 kvadratmeter stor luksusvilla i Nordsjælland med udsigt over Øresund. Prisen har været sekundær, og det har givet Wirework mulighed for at udfordre grænserne for, hvad der er teknisk muligt. Nyeste KNX-teknologier er derfor benyttet til at kombinere alle tænkelige former for komfort i ét unikt system, der kan administreres via webapplikationer eller fra ejerens iPhone.
Komplet integration og komfort har præget den KNX-løsning, som Wirework har leveret til et større privat domicil i Rungsted. Den kvalitetsbevidste kunde ønskede sig en teknisk installation, som kunne matche 600 kvadratmeter luksusbolig i absolut topklasse. Målet var en integration af alt fra klimastyring, underholdning, lys, sikkerhed og diverse komfortløsninger som blandt andet styring af pejse og pools. Dertil kommer et omfattende styringsmodul med tilhørende filserver, overskuelige brugerflader og kommunikation med husets B&O-system.
Én installation løser alle opgaver
-Vi har opnået, at én installation kan løse alle opgaver, og det skyldes i høj grad, at vi har benyttet os af KNX-løsninger. Vores kunde ønskede sig det absolut bedste, og det har vedkommende fået, siger Lars Boutrup fra Wirework, der har haft det overordnede ansvar for installationen.
Det har for både Wirework og Lemvigh-Müller været en meget spændende opgave, som på flere måder har virkeliggjort mange af de muligheder, som KNX-komponenterne har, men som økonomi og fantasi normalt har sat en grænse for.
Huset styres via iPhone
Centralt i installationen er en server, som er placeret i sit eget rum i ejendommens kælder. Serveren kan administreres fra en række enheder, blandt andet tre 19 tommer trykfølsomme skærme, som giver overblik og adgang til overstyring af de mest anvendte funktioner. Skærmene er placeret strategisk i huset og er den primære brugerflade for husets ejer. Systemet kan også tilgås fra en hvilken som helst webbrowser, via særlige fjernkontroller eller via den specialudviklede iPhone /iPad-applikation.
Samtlige hændelser i systemet bliver logget og gemt på serveren. Det giver mulighed for, at ejeren kan få præsenteret et visuelt overblik over el- og varmeforbrug både aktuelt og historisk. Visualiseringerne er programmeret af Lars Boutrup, som i samme brugerflade også har inkluderet overblik over vejrforhold og aktuelle nyheder.
Integration med B&O’s Masterlink
Huset har en lang række automatiske funktioner, som for eksempel at der bliver lukket for tagvinduer, hvis det begynder at regne, og lysstyring er også delvist kontrolleret efter daglysets intensitet.
Men det som har været mest spændende at bygge for Lars Boutrup har været integrationen mellem teknik og brugerens mere avancerede ønsker til komfortløsninger. Ejerens musikanlæg, et B&O-system er via B&O’s integrationssystem, Masterlink, koblet op på KNX-løsningen. Huset har en komplet hjemmebiograf, som også trækker på digitale medier fra husets netværk. Det har givet Wireworks muligheder for at programmere et antal ”modes” som huset kan sættes i.
-Når ejeren er på vej hjem, så kan der vælges at indstille huset til gæste-tilstand. Dermed sættes lys og musik til at begynde på en foruddefineret måde. Huset har også en afslapningstilstand, og hvis man undervejs vælger at starte en film, vil lyset automatisk blive dæmpet, så det passer. Det hele hænger sammen i én løsning, siger Lars Boutrup. Han medgiver, at denne installation nok ikke foreløbigt bliver en standardløsning for almindelige danske hjem.
Nært samarbejde mellem kunde og leverandør
-Hvis man skal have en løsning i den her størrelse, så skal man kende sine behov og være interesseret i teknologien. En stor del af arbejdet har været, at afklare behovene og afstemme dem med de teknologiske muligheder. Der er nemlig så mange muligheder, at man nemt kommer til at levere løsninger, som ikke bruges i praksis af kunden. Omvendt kan man kombinere teknologierne, så en kunde får løst et helt specifikt problem på en helt unik måde, men det kræver, at man forstår opgaven, og at kunden kender sine behov, siger Lars Boutrup.
Fleksibelt system, der nemt kan udvides og supporteres
En af de smarte ting ved KNX er, at det er et decentralt system. I stedet for at hver enhed skal kobles direkte på en server eller central enhed, så kan en ny KNX-enhed bygges på et hvilket som helst kabel, man allerede har trukket i huset.
-Det betyder, at vi kan udvide funktionaliteten, efterhånden som ejeren får nye behov, eller der kommer nye muligheder. Skal der et nyt overvågningskamera på eller et nyt stereoanlæg, så tilsluttes det bare de kabler, vi allerede har lagt, fortæller Lars Boutrup. Samtidig er KNX en åben standard, og det gør, at der er et meget bredt udvalg af komponenter at vælge imellem, og at mange installatører kan servicere det. Dermed er KNX en fremtidssikret løsning.
13 kilometer kabel
I alt er der benyttet mere end 13 kilometer kabel og ikke færre end 170 KNX-komponenter til installationen i Rungsted. Alle komponenter er leveret Lemvigh-Müller, og det skyldes blandt andet, at Lemvigh-Müller er det eneste sted i Danmark, hvor man som leverandør kan få support på KNX-løsninger.
-KNX bliver for det meste benyttet i erhvervsbyggeri, hvor fokus er på lovgivning samt komfort- og besparende funktionalitet. I de private hjem er det forholdsvist nyt, og derfor har det været meget spændende og lærerigt at se en installation, hvor teknikken er blevet presset til det yderste, fortæller Leon Frøslev, der er supporter hos Lemvigh-Müller.
Stigende marked for KNX-løsninger i Danmark
Både Lemvigh-Müller og Wirework oplever i øjeblikket en stigende interesse for KNX-løsninger. Hvor det har været erhvervsbyggeriet, der har drevet udviklingen, er det offentlige nu også kommet med på vognen i forbindelse med stigende krav til energioptimering af eksisterende installationer. – Og det private segment er på vej til at blive en interessant niche efterhånden som flere og flere elektrikere uddanner sig i KNX-standarden.
-Der er i øjeblikket 230 certificerede KNX-installatører i Danmark, og flere elektrikere er selvlærte specialiser i KNX uden af have en certificering. Det gør, at kontaktfladen til kunderne er meget stor og vores erfaring er, at når kunder hører om mulighederne med KNX, så vælger de det, siger Leon Frøslev.
Om Wireworks ApS
Wirework ApS er en autoriseret el-installatør, der primært udfører serviceopgaver for erhvervs- og privatkunder inden for Intelligente Bygnings Installationer, energioptimering, alarmanlæg, IT-netværk og belysning. Wirework blev etableret i 2000, og har nu flere end 25 medarbejdere. Wireworks er i 2007 og igen i 2008 blev kåret som Gazelle-virksomhed.
Hvad er KNX?
KNX er en standard, som udvikles og vedligeholdes af KNX Association, en verdensomspændende medlemsorganisation med flere end 200 medlemsvirksomheder. Tilsammen står medlemmerne for mere end 80 procent af det samlede salg af komponenter til intelligente bygningsinstallationer i Europa. KNX-standarden er bade en international ISO-standard, en europæisk EN-standard og en kinesisk standard. KNX er designet til at være en åben standard, som alle producenter kan producere komponenter og tilbehør til, og KNX er den eneste åbne standard for intelligente installation i både bolig- og erhvervsbyggeri.