USA klar med toldmur mod EU

EU-Kommissionen har med sin beslutning om at stoppe importen af amerikansk oksekød efter fund af hormonrester valgt den hårde linie mod USA – som er klar til at svare igen.
Der er ingen vej uden om. EU vil blive mødt af en toldmur i Nordamerika, hvis de fungerende kommissærer ikke slækker på deres krav om EU som hormonbøffrit område, sagde den amerikanske handelsminister Dan Glickman tirsdag.
Da var der stadig en løsning på konflikten i syne, og forhandlinger om, at amerikansk hormonkød blot skulle stemples og læggespå hylderne i løbet af atten måneder i EU, lovede godt. I mellemtiden skulle EU betale en erstatning til USA og Canada. Dette var der også fra begge lejre udtrykt enighed om.
Sådan skulle det ikke gå. I stedet for at bøje af rettede den afgående Kommission i går et frontalt angreb på de allerede hærgede handelsrelationer.

Den hårde strategi
Da EU-Kommissionen mødtes i går morges vedtog den uden afstemning, at stoppe den relativt lille import af hormonfrit oksekød fra USA. EUs veterinære myndigheder havde fundet rester efter hormonbehandling i oksekød fra USA, vel at mærke i kød, som USA havde garanteret var frit for hormoner.
En embedsmand i Kommissionen siger, at kommissærerne havde diskuteret blot at kræve en strengere kontrol med det amerkanske kød, men de valgte den hårde strategi: At lukke for importen til en værdi af 150 mio. kr. årligt, netop som handelsstridighederne om gener, hormoner, flylarm og bananer går ind i en afgørende fase.

Hormoner i 12 pct.
Undersøgelsen, der fandt hormonerne, er blevet udført som et led i EUs politiske/videnskabelige indsats, der skal bevise, at hormoner er skadelige.
400 kødlunser fra tre amerikanske slagterier med tilladelse til at eksportere hormonfrit kød kom under mikroskoper i to af EU-Kommissionens egne laboratorier. De fandt, at tolv pct. af kødet havde været udsat for hormonbehandling, og et tilfælde af et hormon, MGA, der også er forbudt i USA. Der blev ikke samtidig lavet tilsvarende undersøgelser af europæisk oksekød.
“Hvorfor skulle vi det? Vi bruger jo ikke hormoner,” lød det fra Kommissionens talsmand ved et pressemøde i går.

Jagten på en risiko
16 andre undersøgelser, der skal danne det endelige grundlag for et nej til amerikansk oksekød, er på vej. EU importerer 5000 tons oksekød fra USA om året.
EU har, siden hormonkød blev forbudt for ti år siden, forsøgt at finde blot en minimal sundhedsrisiko ved at opdrætte kvæg ved hjælp af ekstra tilskud hormoner. Det er aldrig lykkedes. Dermed har EU ingen legal begrundelse for at udelukke gigantiske Texas-farmes kød fra det indre marked.

Handelshindring
USA ser derfor EUs fremgangsmåde som en teknisk handelshindring, der skal beskytte EUs interne markedsordninger og de europæiske landmænd, som ikke kan producere kød til så lave priser som amerikanerne.
Desuden er EU trængt op i en krog af flere domme fra den internationale handelsorganisation, WTO, der siger, at EUs forbud er illegalt.

Sidste deadline
Flere gange har EU fået ekstra tid til at færdiggøre undersøgelser af konsekvenserne ved hormonkød, men den ultimative deadline har WTO sat den 13. maj i år. EU er dog efter mere end 10 år ikke færdig med undersøgelserne, og har gjort det klart, at unionen heller ikke vil være færdige til den 13. maj.
Nordamerikanerne mener, at WTOs deadline betyder, at EU skal åbne markedet 13. maj. Det er EU-Kommissionen ikke enig i. Med EUs briller står der blot, at der skal foreligge et videnskabeligt bevis for, at hormoner kan være skadelige på den dato.
“Dette bevis har vi,” sagde en talsmand for EUs handelskommissær, Sir Leon Brittan i går.
Beviset vil blive forelagt WTO i løbet af sommeren, siger EU. WTO skal derpå se på sagen igen, men eksportørerne af hormonkødet mister tålmodigheden den 13. maj.