Vægelsind foran TV-skærmen

30 albanere fra Danmark er draget mod slagmarkerne i Kosovo. Endnu flere er blevet tilbage for at følge konflikten på TV. Qerim Selmani er en af dem.
“Vi vinder ikke den krig alene, og serberne har også indset, at de ikke kan vinde den. Serberne har hele det gamle jugoslaviske militærapparat og kan kæmpe med samme styrke i 20 år endnu. Vi har derimod kun jagtvåben og håndvåben mod serbernes granater, kampvogne og fly, men de vil ikke kunne holde området, sålænge det albanske folk eksisterer.” Ordene kommer fra civilingeniør Qerim Selmani fra Mitrovica i det nordlige Kosovo. På væggen i hans lille hus på Djursland hænger det indrammede logo fra Kosovas Befrielseshær (UCK), og over fjernsynet spejder en hæklet albansk ørn. Han bor sammen med sin kæreste, der venter deres første barn. Det afholder den 27-årige kosovo-albaner fra at melde sig under UCKs faner med det samme.
“Men hvis situationen ikke forbedres, så er jeg nødt til at tage afsted,” siger han.
Selmani kom til Danmark i 1992, og han har de sidste par år arbejdet som tolk for Dansk Flygningehjælp og politiet.
Fjernsynet kører konstant, og de to flygtninge zapper rundt for at se friske billeder af situationen hjemme i Kosovo. Og det er triste billeder, der dag efter dag bygger videre på den stille desperation, som eksil-albanerne må leve med. De er flygtet fra en krig, men føler sig nu tvunget til at rejse tilbage og deltage i en anden.

Området deles
“Serberne ved, at NATO ikke tør smide dem ud,” kommenterer Selmani, “så derfor går de efter at få delt området i en nordlig og en sydlig region.” Det er den nordlige region, der grænser op til Serbien, som har Kosovos råstoffer.
“Serbernes beregninger går ud på at udrense denne rige del af Kosovo, og derefter forhandle med det internationale samfund om områderne,” siger han.
“Det ser håbløst ud, både hvis jeg bliver i Danmark, og hvis jeg tager afsted, men vi er nødt til at kæmpe, når vi kan se vores familier blive dræbt og lemlæstet. Det er umuligt for os at blive her, hvis der ikke kommer hjælp andre steder fra.” Omkring 30 albanere er allerede taget til krigszonen fra Danmark.
Selmani anslår, at UCK har 40.000 mand enten i selve Kosovo eller i træningslejre i Makedonien og Albanien. Fortørnelse blander sig med forundring over NATO og EUs passive holdning over for det, han kalder folkemord og etnisk udrensning.
“De er ikke bare passive, de forhindrer os i at forsvare os selv,” siger han og henviser til, at flere lande har spærret konti, hvorpå kosovo-albanere i eksil har sparet penge sammen for at hjælpe deres pårørende.
Vestlige regeringer har mistanke om, at pengene bliver brugt til indkøb af våben til UCK. Selmani har selv sendt omkring 10.000 kr. hjem til slægtninge i Kosova, som området hedder på albansk – ikke Kosovo, som serberne siger, påpeger han bestemt fra hjørnesofaen.
“Disse konti har eksisteret siden 1992, da de første albanere flygtede fra militærtjeneste i den serbiske hær, som invaderede Bosnien. Men vi har ikke noget had til serberne som folk, vi ønsker bare at forsvare os. Hvis vi får et frit Kosovo, så vil vi naturligvis leve side om side med de serbere, som bor der, og de skal have de samme rettigheder, som vi har,” forklarer han.